Da Chuyia med det kraftfulde, sorte hår er otte år, dør hendes mand. Uden overhovedet at forstå, at hun har været gift og nu er enke, går pigen hånd i hånd med sin far til et anonymt hus i byen. En halv time efter har faderen efterladt den ulykkeligt skrigende pige blandt de øvrige enker. De er gamle, tandløse og uden det mindste håb for fremtiden. Så brutal er optakten til Deepa Mehtas ’Water’, den afsluttende del af den trilogi om elementerne, der har været længe undervejs fra den indiske instruktør. I 1996 skød hun serien i gang med ’Fire’, to år efter fulgte ’Earth’. Optagelserne til ’Water’ blev ødelagt af rabiate hinduer, så Deepa Mehta i første omgang måtte opgive at producere filmen i hjemlandet og flytte til Sri Lanka. Det grumsede vand Med det i baghovedet er det værd at synke ind i enkernes skæbne i den labert, poetisk fotograferede film, hvis handling daterer sig til 1938. I huset møder Chuyia blandt andre den underskønne Kalyani (spillet af canadiske Lisa Ray, som vi forhåbentlig får at se i mange andre roller).
Prostitutionen af hende viser sig at være hele livsgrundlaget for kvinderne, der takker ved at svine skønheden til som »en uren hore«. Men som de lotusblomster, der vokser på den grumsede flod, der er filmens og byens livsnerve, suger Kalyani energi til sig uden at tage alt snavset ind. Til trods for den håbløse situation forelsker Kalyani sig i en ung, liberal bejler uden tro på religiøse dogmer og regler. Chuyia hjælper den smukt famlende romance i gang, og alt ånder af lykke. Men måske når fortiden og de barske realiteter i undertrykkelsen at flå Amors pil ned fra den blå himmel, inden håbet i skikkelse af Mahatma Gandhi ankommer med toget for at pille ved religion, traditioner og urimeligheder. En varm vandgang Selv om ’Water’ på alle måder er en prisværdig film, er fortællingen indimellem omstændelig, som var der tale om ’Børnenes julekalender’ med fyldestgørende forklaringer på, hvorfor vi skal have ondt af og støtte enkerne i Indien. Og filmen er lige ved at tabe alle sine idealer og håb i den beklumrede flod ved at hænge al sin optimisme på Gandhis spinkle skikkelse, fordi rulleteksterne bekendtgør, at forholdene for de efterladte kvinder stadig er mere eller mindre de samme. Frelseren kunne altså ikke stille meget op. Alligevel er der tale om en varm vandgang. Fordi filmens tone er sin egen, roligt poetiske. Og fordi det er en vigtig pointe, at også mange andre former for religiøs praksis retfærdiggør undertrykkelse og uretfærdighed mod ikke mindst kvinder i andre trossamfund og lande kloden rundt.
