Titlen er ikke helt godt dansk, men fastholder en særlig pointe: Robert Ford kom efter Jesse James i enhver forstand.
Kun 19 år gammel blev Ford af sin storebror introduceret i flokken af bøvede banditter omkring Jesse James, der selv var langt mindre af en Robin Hood, end myten gjorde ham til allerede i levende live.
Unge Bob Ford tilbad og identificerede sig med myten, en ren James-wannabe ville vi kalde ham nu.
Forblæste skideskure
Men en forvokset titel passer til en forvokset film.
Bygget over en roman, der igen bygger på tilgængelige dokumentariske oplysninger, vil den ambitiøse film forene en realistisk wild wests hundeæde, loppereder og forblæste skideskure under brede horisonters tunge himle med den mytologisk forvrængede gangsterromantik, som gjorde Jesse James til lukrativ underholdning allerede i levende live.
Unge Ford tror på pulp fiction-skrønerne om røverhøvdingen, og det er kun hans første fejl.
Massemorderen som familiefar
Skønt der altså er digtet uden på de tørre facts, er Brad Pitts kønne portræt af Jesse James fortsat mere mytologi end psykologi: en koldblodig massemorder og lederbegavelse fremstillet som vemodig drømmer og familiefar.
Mens Ford fra start er ubehagelig: klistret og krybende, men efter et år som stikirenddreng for idolet – heltedyrkelsens erotiske undertoner forekommer mere narcissistisk forstyrrede end egentlig homoseksuelle – er han udviklet til kold kyniker, stadig med en utilfredsstillet længsel efter selv at blive centrum.
Relevant karakter
For Casey Affleck må denne karakterstudie blive et gennembrud, og hele dobbeltportrættet af idol og wannabe fascinerer og giver filmen en vis nutidsrelevans – Fords livsfarlige drømmeri minder uvægerligt om den 25-årige Mark David Chapman, der skød John Lennon og modtog sin fængselsdom ved at læse et afsnit af Salingers 'Forbandet ungdom' højt.
Roger Deakins' kameramalerier af små mennesker i overvældende, øde landskaber lever fint op til filmens episke selvbevidsthed, og Nick Caves musik skanderer perfekt filmens rytme – og stilskiftet til epilogen om Ford-brødrenes makabre show i årene efter mordet.
Røverromantik og socialhistorie
Men det prisværdigt ambitiøse bliver prætentiøst og patetisk. Så forelsket i sin egen følsomme dvælen og dybsindighed, at fætter Sund Sans er blevet forvist fra klippebordet.
To timer og 35 minutter om ikke at få svar på gangsterens eller gangstermorderens motiver, det slår kontra – og de enkelte sceners gode spil flyder sammen i gæt og grimasser.
Måske skal man have fået frontier-nationens accept af selvjustits ind med modermælken for ret at påskønne et værk, der langsomt og højtideligt sætter sig tungt mellem to stole: socialhistorisk dokumentar og røverromantisk melodrama.
fortsæt med at læse
