»Amerika er ikke et land. Amerika er en business. Og giv mig så mine penge!«.
Det er flabet at overlade det til en lejemorder, en stone cold killer, at komme med ovenstående kyniske karakteristik af USA.
Men det har Andrew Dominik fra New Zealand ingen skrupler over i en film, der ligesom hans foregående ’Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford’ kaster nye, skarpe øjne på ærkeamerikansk genrestof. Efter westernmyten er turen nu kommet til gangsterland med denne filmatisering af George V. Higgins’ ’Cogan’s Trade’.
LÆS ANMELDELSE Western-drama sætter sig mellem to stole
A/S Mord i forfald
De to forhutlede sjæle Frankie og Russell lader sig lokke til at røve et illegalt pokerspil. En ’sikker’ fidus.
Spillets arrangør Markie (Ray Liotta) har tidligere stået bag sådan et ’hjemmerøveri’ i lurvede kredse, så mistanken vil automatisk falde på ham.
Det sker da også. Men ikke kun.
Snart har den nervøse Frankie og den heroinudknaldede Russell mafiaens koldeste lejemorder i hælene i de nedslidte og usle kvarterer, som får hvert eneste af politikernes patriotiske floskler til at lugte fælt. De to ender af samfundet spejler sig ironisk i hinanden.
Den tjekkede lejemorder Jackie (Brad Pitt) er således ved at gå ud af sit gode skind, fordi hans mafia-arbejdsgivere efterhånden ligner en rigtig forretning, hvor det kun drejer sig om at tjene penge og tørre ansvaret af på andre med uforpligtende hensigtserklæringer. Heller ikke A/S Mord kan sige sig fri for det almindelige forfald.
Det store kup
I handlingens baggrund kværner fjernsynsskærmene uafladeligt.
McCain fører valgkamp mod Obama. ’Et stærkere America’ mod ’Forandring’. To hule klicheer i nærkamp. Hver anden gang er det den afgående præsident Bush, der toner frem med alvorsfulde ord om at genoprette tilliden til økonomien med redningspakker.
Hvad vi næsten lidt tilfældigt er vidne til i baggrunden af handlingen, er det helt store kup.
Mens Russell og Frankie sætter livet på spil for nogle få tusinde dollar er mappedyrene fra Wall Street ved at lænse nationen for milliarder og atter milliarder uden at få så meget som et rap over fingrene.
Drab på afstand
Andrew Dominik tager det bedste fra Tarantino og giver det sit eget beske politiske og eksistentielle vrid på tommelskruerne. ’Reservoir Dogs’ og ’Pulp Fiction’ er klare forbilleder, både hvad angår pludselig splattervold og de elegante, absurde dialoger om tilværelsens meningsløshed set fra enden af et oversavet jagtgevær.
Men Dominik tilføjer sine egne stiltræk. En slowmotion henrettelse er udført med en blæret balletagtig ynde, der peger mere på film fra Korea og Hongkong som forbillede.
Brad Pitt spiller med kølig præcision lejemorderen Jackie Cogan, der foretrækker at dræbe sine ofre på kølig afstand, så han slipper for det følelsesmæssige klæbe-klistre med ofre, der tigger for deres liv og pisser i bukserne af skræk.
KIM SKOTTE
Kim Skotte: Pitt er iskold i brutalt gangsterdrama»Jeg bryder mig ikke om følelser«, siger han så cool som nogen Tarantino-figur. Nej, det tror da pokker! I en enkelt scene ser man ham diskret sluge nogle piller fra et receptglas.
Filmmyter og masterclass
Med fire ofre på hitlisten bliver det nødvendigt at hidkalde forstærkning, og den ankommer i skikkelse af James Gandolfini.
Selveste Tony Soprano spiller den alkoholiserede og deprimerede morder og luderstorforbruger Mickey. Selvfølgelig ser man ekkoet af Tony Soprano hos psykiateren for sit indre blik. Ligesom man tænker Scorsese, når Ray Liotta dukker op.
LÆS ANMELDELSE The Sopranos: Serien, der ændrede tv
Filmmyterne spiller med, men pointen i filmen er simpelthen bare at lave nogle scener, hvor James Gandolfini med en næsten tavs Brad Pitt får lov til at spille dialogscener, så man sidder til masterclass med åben mund og polypper og bivåner en fordrukken Shakespearefigur med hængevom, impotent gokkejern og tomhedens desperation i glas som øje.
fortsæt med at læse
