Oplagt idé at udnytte den ny 3-D-teknik til en gyser som Dickens’ gamle juleeventyr om, hvordan gnieren Scrooge skræmmes til gavmildhed, julesind og hjertevarme.
Både Muppets og Mickey Mouse foruden talrige live action-filmatiseringer har før prøvet kræfter med klassikeren – den bedste, jeg kender, er fra 1951 med Alastair Sim som Scrooge.
Men de tandklaprende spøgelser, raslende lænker og forrygende digitale kameratures svimlende styrt ned i graven gør denne nye filmatisering nummer jeg ved ikke hvad til en flot teknisk opvisning i super 3-D-effekter.
Digitale voksdukker
Oplagt også at lade et gummifjæs som Jim Carrey prøve kræfter med den gamle fedthas’ rolle og desuden stemmerne til fortidens, nutidens og fremtidens udgaver af julens ånd og andre figurer. Eller rettere sagt: med figurernes stemmer.
For selv om kontorist Cratchits ansigt faktisk er modelleret frit over Gary Oldman (og har hans stemme), og en danseglad mr. Fezziwig deler (stemme og) ansigtstræk med Bob Hoskins, så er og bliver alle figurerne resultater af 100 pct. digital animation.
Og så er overfladeligheden pludselig et problem: Karikatur er en smal sag for en digital animator, men rigtig naturtro gengivelse af menneskeansigter og -motorik kan den ny teknik stadig ikke klare.
Figurerne bliver voksdukker med lidt for stive bevægelser, en slags ’medicineret’ eller let forsinket mimik.
Og mens vi hurtigt vænner os til at acceptere karikatur som bevidst ’fremmedgørelse’ af en figur og derpå ubesværet ser bort fra overdrivelserne og betragter figuren som levende, så resulterer dårlig efterligning af ægte liv i en utilsigtet distance: ingen indlevelse.
Dybfrossen Dickens
Tåreperserhistorien om kontoristens invalide søn, lille Tim, størkner på den måde til dukketeater, for både rige og fattige Londonindbyggere virker her mindre ’levende’ end gespenstet af Scrooges gyseligt velanimerede forretningspartner Marley, hvor stendød han end er.
Lige sådan med scenografien:
Den dæmoniske rustvogn og gyserkulisserne såvel som det tomme rum, som Scrooge suser igennem, griber os med ishånd om hjertet – mens Londonscenografien er ’disneydyllisk’ victoriansk som hos Mary Poppins. Dukkehuse af plastik, befolket med Legofigurer.
Trods glimrende stemmekunst(er) og fingerfærdig, ja, fænomenal beherskelse af den ny 3-D-teknologi er det kort sagt lykkedes denne gang at skabe et juleeventyr, der er så godt som blottet for medrivende menneskevarme: Dickens som dybfrost.
fortsæt med at læse
