18. september 2007 demonstrerer munke i Burma, og takket være videoreportere når billederne frem til den vestlige verdens tv-skærme.
Der skal meget til, før buddhistiske munke samler sig i politiske optog. Egentlig er det imod deres religion og livsopfattelse at udtrykke sig politisk.
Men i det lukkede, totalitære regime Burma får munkene alligevel nok i efteråret 2007, hvor styrets brutalitet er så voldsom, at de må reagere.
Spændingen er tiltaget
Forud er gået en måneds tid, hvor spændingen er tiltaget i Burma. At omverdenen overhovedet bliver vidne dertil, skyldes modige, burmesiske videoreporteres billeder.
Det er deres billeder, som er grundstoffet i danske Anders Østergaards film ’Burma VJ’.
Videoreporteren med dæknavnet ’Joshua’ og andre har smuglet billeder ud fra Burma, og det er grundlæggende stoffet i Anders Østergaards film, der i slutningen af 2008 har vundet hovedpriser på Cph:Dox og på den største dokumentarfilmfestival, Idfa, i Amsterdam.
’Burma VJ’ er en film fra et land, hvor demokrati er ikke-eksisterende.
Ethvert tilløb til demokratisk udvikling bliver mejslet ned af såvel uniformsklædt som civilklædt militær. I det morads yder nogle modige videoreportere civil courage og får illegalt sendt film ud af landet, så tv-kanaler som BBC og CNN kan bringe billeder fra det lukkede land.
I samarbejde med blandt andre ’Joshua’ har Anders Østergaard samlet fortællingen om et oprør i Burma i efteråret 2007. Rekonstruktioner af forløbet og redigeringer af billedmaterialet fungerer helt uproblematisk.
LÆS INTERVIEW
En film man sluger
Det er en film, man sluger. Selv om man hellere ville have været dens indhold foruden, fordi virkeligheden er umenneskelig barsk i Burma.
Filmen er ikke lige så smuk som Østergaards film om Tintins skaber, Hergé, og den er vel heller ikke lige så bredt appellerende i Danmark som succesdokumentaren ’Gasolin”.
’Burma VJ’ er et mere rendyrket journalistisk værk fra den journalistuddannede instruktørs hånd. Men midt i strømmen af autentiske, forbudte billeder fra den oprørte burmesiske befolknings demonstrationer er der nu alligevel en gennemgående – nærsagt – poetisk tone i filmen.
Summen af menneskemængdernes stemmer, det visuelle flow af munke klædt i dybt røde kjortler og ’Joshuas’ gennemløbende fortællerstemme er noget af det, som tilsammen skaber en typisk østergaardsk musikalitet i filmen.
At den så oven i købet har fokus på et lukket land, gør ikke ’Burma VJ’ mindre væsentlig.
fortsæt med at læse
