En menneskeklog, indfølende, velkomponeret fransk ensemblefilm om familiers og generationers hverdagsliv – sådan én er vi danskere heldigvis blevet doseret én gang om måneden dette efterår.
’Sommertid’ om tre voksne søskendes arv efter en stærk mor blev efterfulgt af fire-fem persongruppers delvis krydsende livsspor i ’Paris’.
LÆS ANMELDELSE
Klog og engagerende film
Og her er så 38-årige Rémi Bezancons både kloge og engagerende spillefilm nr. to, om en familie på fem i årene 1988-2000.
Fem dage ud af disse tolv år er ramme om hver sit afsnit, med hver sit familiemedlem i centrum.
Storebror flytter hidsigt og målbevidst hjemmefra, lillesøster fyrer den fede og bliver forelsket og brat voksen, mellembror sumper uden uddannelse eller kæreste, mor prøver at genfinde melodien i livet med eller uden fatter, og far dropper omsider smøgerne og tager kontrol over sit eget liv.
Kamerateknik og soundtrack følger personskiftene diskret og velmotiveret.
Tæt på familierelationer
Så er de tolv år gået – men modsat min opremsning her af udvendige forløb kommer filmen dybt ind i relationerne mellem forældrene indbyrdes, mellem dem og de store børn, mellem de tre søskende og såmænd også mellem faderen og hans far, en rethaverisk og vrissen gamling, der har skjult en eventuel hengivenhed for sin søn rigtig godt et helt liv.
Småfnidder og lidt dybere sår, men hverken kriminalitet, incest eller andre højdramatiske specialkrydderier i denne hverdagsret.
Almindelig familie
Bare en almindelig familie, hvis medlemmer i bund og grund har ét fælles behov: at vide sig respekteret og elsket af de andre.
Lillesøster Fleur, som Déborah Francois (fra Dardenne-brødrenes ’Barnet’) fik en César-pris for, er lige ved at ønske sig tilbage til barn igen. Men intet bliver som før, selv om moderen, spillet af Zabou Breitman, ville ønske det.
Omvendt er familierammen og børneværelset næsten en tidsmaskine, der sætter mellembror Raphaël – Marc-André Grondin fik en anden César (en tredje gik til klipperen) – tilbage til barndommens drengefilmlege med storebror Albert.
For ikke at tale om farfaderens måde at skære sin midaldrende søn – solide Jacques Gamblin – ned til børnehøjde på: Dér er alting netop som før! Men heller ikke evigt.
Klogt skruet sammen
Afsnittene og deres hovedsynsvinkler belyser klogt hinanden i denne ikke ligefrem store, men uhøjtideligt vægtige og ubesværet velformede film – en slags feel good uden gængs idylliserende snyd på vægten: Vores liv med hinanden går hurtigt, så vi må hellere besinde os på det vigtigste, før det er for sent.
fortsæt med at læse
