Er smilet den korteste vej mellem to mennesker og angsten den længste, så er ’Planet 51’ en overraskende sympatisk anvisning på, hvordan man skaber det korte af det lange: afslører en kollektiv skrækvision som paranoid kliché, sådan at enhver må smile med, fra skolestartalder og opefter.
Mennesketosse
Især i koldkrigs-1950’erne slog angsten for de(t) ukendte ud som skrækfiktion på tryk og på film om ufo-invasioner af rumvæsener, der levede af menneskers energier.
Sådan en letskræmt planet møder vi her, ikke meget forskellig fra Andeby eller Pleasantville anno 1951: havegrill på plænen, bøffer på grillen og ’Lollipop’ i ørerne.
Men ikke helt som Jorden – i stedet for biler suser små hoovercraft-karruselkabiner rundt lidt over asfalten, og indbyggerne omkring grillen er søde, grønne, næseløse og firefingrede, lige så ufarlige, som de er uvidende.
Storfilmen i byens biograf: ’Humaniacs II’!
Som bliver virkelighed, for midt i den idyl lander et rumvæsen: Chuck Baker fra planeten Jorden! En karseklippet astronaut med større underkæbe end hjerne.
Intetanende selvsikker planter han flaget – og er fluks omgivet af paralyserede grønne grillfamilier.
Men 16-årige Lim (Lem i originalen), juniorguide på byens planetarium og den kvikkeste af en trio af grønskollinger, besinder sig og kommer i kontakt med jordvæsenet – der er lige så øh ... himmelfalden og kun vil ét:
Tilbage i landingsfartøjet, før det automatisk vender retur.
Referencer i alle retninger
Som man aner: Her er E.T.-mødet spejlvendt, ligesom hele rumskrækken er det.
Filmen bobler i musik og scener af kærlige hilsener til en snes andre rumklassikere, fra ’Rumrejsen 2001’ til ’Star Wars’, fra ’Alien’ til ’Wall-E’.
Sidstnævnte rørende skralderobot har – sammen med Nuser m.fl. – stået model til Bakers uimodståelige lille hjælper, Rover, der sågar udfører et stunt omkring en lygtepæl til tonerne af ’Singing in the Rain’!
Fra spilanimation til film
Med sine spoofs og hele overskud af legesyg humor (manus af ’Shrek’-skriveren Joe Stillman) følger filmen det enfoldige lokale militærs jagt på jordvæsenet og hans forbundsfæller, der frygtes og foragtes som forrædere af deres bysbørn, selv af naboens skønne, grønne datter!
En bevidst velkendt historie med spejlvendingen som ene, afgørende forskel løftes således af debutinstruktøren – Blanco kommer fra spilanimation – til en rytmisk, livlig og vittig historie om det destruktive ved gensidig fremmedangst.
Og midlet mod samme, nemlig erkendelsen: Din fjende er dit eget spejlbillede.
Anbefales som nyt grundskolingsmateriale i Trykkefrihedsselskabet og hos al-Qaeda.
