»Farvel Flipper!« – Det får man tidligt lyst til at udbryde, når man ser ’The Cove’ og kan huske den amerikanske tv-serie fra 1960’erne om delfinen, der næsten blev menneskeliggjort.
I ’The Cove’ bliver delfinerne dræbt, så havet farves blodrødt i en lagune i Taiji i Japan. I denne svært tilgængelige bugt har fiskere deres tvivlsomme og lyssky levebrød.
Dels fanger de delfiner og sælger dyrenes kviksølvforgiftede kød til fødevareindustrien, der skjuler kødet i andre produkter. Dels sælger de unge hundelfiner til forlystelsesparker i hele verden.
Og så er vi på en måde tilbage ved underholdningsindustriens gamle filmstrimler om Flipper. For en af hovedpersonerne i den Oscar-nominerede dokumentar ’The Cove’ er Ric O’Barry, som både fangede og trænede de fem delfiner, der spillede Flipper i tv-serien af samme navn.
Menneskets tyranni
Da O’Barry var ung, så han intet ondt i at træne delfinerne til at springe på kommando og se børn – tilsyneladende kærligt – i øjnene i den amerikanske tv-drøm. Senere forstod han, fortælles i ’The Cove’, at de fangede havpattedyr lider under menneskets tyranni.
Blot kan man ikke se det på dem. Som O’Barry forklarer i filmen, har delfinen en særlig evne til at se upåvirket, ja, ligefrem fornøjet ud, selv i fangenskab. Hvor slemt hvalen i virkeligheden har det, erfarede han dog, da en af Flipper-skuespillerne, delfinen Kathy, ifølge træneren begik selvmord efter at have set ham dybt i øjnene.
Det er jo en rædsom historie – den med stakkels Kathy. Endnu mere forfærdeligt er det måske, at kviksølvforgiftningen af delfinerne spredes til andet kød og til mennesker, hvoraf især gravide og deres fostre er i risikogruppen.
Og på det nærmeste barbarisk er det at overvære, hvordan man i forlystelsesparker kan se trænede delfiner springe for publikums skyld, mens det samme publikum nyder en portion delfinkød.
Sentimental fortæller
Selvfølgelig er mishandlingerne af delfinerne forfærdelig, og det er den mange gange prisbelønnede dokumentarfilms ære på trods af fotoforbud, trusler og vold mod aktivister at vise, hvor galt det står til med hvaljagten i Japan.
Takket være instruktøren Louis Psihoyos, organisationen Ocean Preservation Society, et hold af fotografer, eksperter i undervandslyd, havforskere, dykkere og – ikke mindst – et betydeligt budget er der skabt en dokumentar, som illustrerer, men desværre i endnu højere grad i ofte sentimentale sproglige vendinger udpensler menneskets forbrydelser mod hvalen.
Ikke at de stakkels dyr har gjort noget. De burde have lov til at være i fred og have nogle ordentlige levevilkår, ligesom man også kunne ønske sig det for de velsagtens lige så intelligente grise eller de efter sigende ret så dumme høns.
Alt godt til dyrene og Flipper med skal det lyde herfra. Men derfor behøver en film om hvalerne vel ikke være så docerende, som det er tilfældet med ’The Cove’?
Siger for meget
Fra træneren Ric O’Barry til delfin-passionerede dykkere belægges ord med ikke blot forargelse, men også tydelig menneskeliggørelse af dyrene. Deres relationer til pattedyrene beskrives i vendinger, der minder om forældre-børn-forhold, hvilket kan gøre ’The Cove’ til en ordentlig mundfuld at sluge, eftersom filmen samtidig er proppet med facts.
Alt i alt bliver der sagt for meget i en film, der ellers ser ud, som om den har ressourcer til i stedet at vise, hvad den vil. Man får ikke bare fakta, men også følelserne proppet ned i halsen.
Det er en stor forskel på ’The Cove’ og den ligeledes Oscarnominerede danske film ’Burma VJ’, som i langt højere grad giver beskueren mulighed for at erfare, hvad der sker.
For 1960’ernes fem Flipper-skuespillere var det uden tvivl rigtig meget synd. Men det er nu også lidt synd for deres efterkommere, at ’The Cove’ er så overtydelig og faktisk kedsommelig i sit formsprog, at det er svært at engagere sig i filmen om dem.
Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.
fortsæt med at læse
