Kollektiv autisme kender lægevidenskaben ikke til, men her drejer det sig også snarere om samfundsvidenskaberne: Teenagepigen Jovana i centrum af den store serbiske instruktørs nye værk bliver symbol for et helt lands tvangsneurotiske fortielse af nylige krigsforbrydelser. Filmen, der blev vist på sidste års NatFilm Festival, følger efter instruktørens sorte humor i 'Den amerikanske drøm' og 'How Harry became a tree', og selv om der også er vemodige træk på smilebåndet her, har alvoren ordet: Jovana - der spilles bevægende af den faktisk autistiske Jovana Mitic - og hendes mor Jasna (Danica Ristovski) er som flygtninge fra Bosnien rykket ind i huset, som den midaldrende veteran og desertør Lazar vender hjem til. Han spilles diskret, men autoritativt af Lazar Ristovski som en mand, der uden aggression kræver sin ret - sit fædrene tag over hovedet - men ikke nænner at forjage mor og datter til flygtningebarakken: De når derud, men ved synet vender han om, og de installerer sig i en slags bofællesskab, med spirer til endnu mere samliv. Lazar lyser op i indsatsen for at beskytte og stimulere Jovana, og det samme gør moderen, da den autistiske pige faktisk udvikler sig mærkbart. Tre paralleltilstande, altså: Ligesom Jovanas autisme synes traumatisk forstærket af hendes oplevelser før flugten fra Bosnien, sådan er Lazars nutid overskygget af mareridt om de krigsforbrydelser, hans deling begik under krigen - og som han har måttet desertere fra og fortrænge af sin vågne bevidsthed. Og for det tredje gælder samme mareredne fortrængning og tabuisering af den serbiske nations egne krigsforbrydelser, bl.a. ifølge Paskaljevic' egne udtalelser i anledning af filmen. De tre ekstremt ensomme mennesker med hver sin mørklagte fortid (og nationen ligeså?) mærker et spirende håb om en fremtid og et fællesskab - der imidlertid afbrydes på melodramatisk vis. Det konstruerede og postulerede indgreb af en tilfældig 'ond skæbne' er filmens eneste utilfredsstillende greb, mens andre passager - bl.a. slutningen - kan erstatte realismen med en 'poetisk sandhed's sprog, uden at det skurrer. Ligesom personernes (og altså: skuespillernes egne) navne er filmens hele udtryk nemlig overvejende dokumentaristisk, resigneret registrerende. Den minder på det punkt om den rumænske 'Hr. Lazarescus sidste rejse' med dansk premiere for nogle uger siden - en nation og en filmbranche under genopbygning har især brug for nøgternhed. Men samtidig er 'En midvinternats drøm' jo genneminstrueret skæbnedrama, som titlen antyder: I stedet for Shakespeares forvekslingslystspil om skærsommernattens magiske velgerninger (så de elskende finder rigtigt sammen), er det her en tragedie om den lyse dags ugerninger - der forviser hver enkelt til sin egen ensomme angst. Ingen let anretning til en hyggeaften med Matadormix - men en på en gang poetisk og uforfærdet diagnose af en traumatiseret nations tilstand.