Må vi sætte vor lid til en frelser fra himmelrummet? Eller forholder det sig, som manden i kappe og trikot faktisk selv sagde det i 'Superman IV' (1987), endda henvendt til FN-forsamlingen: »Jorden må løse sine egne problemer!«. Det sidste mente han øjensynlig, for derefter forsvandt han sporløst, også for stakkels Lois Lane, Clark Kents journalistkollega, der som andre skuffede kvinder reagerede bittert: 'Hvorfor vi ikke har brug for Superman' hedder den artikel, hun nu har opnået Pulitzerprisen for. Alt imens den himmelsendte menneskesøn selv pillede navle, dvs. ransagede sine sjælsdybder i dialog med det digitale genfærd af sin Krypton-far Jor-El, i Ensomhedens Fort på Nordpolen. I fem superår var han savnet i Metropolis, og i næsten tyve menneskeår lige så savnet i filmindustriens kasseapparater. Formodet oversvømmelse Men nu er han altså tilbage, og mon ikke kloden har brug for ham! Ja, ikke for at forklejne den indsats for demokrati og verdensfred, USA's præsident med støtte af os lydstater allerede yder i slyngelstater fjernt herfra, men tæt på verdens oliekilder. Men i Metropolis er en superskurk også tæt på at virkeliggøre sine megalomane drømme om verdensherredømmet: Lex Luthor, selvfølgelig! Løsladt fra spjældet - for god opførsel! - har han luret kryptonittets hemmeligheder. Fra templet på Nordpolen stjæler han en iskrystal og fra en museumsmeteor en stump af det grønne grundstof, der forvandler Supermans muskelkraft til slatten makaroni. Men ikke nok med det: Mineralet kan også - ved en art krystallinsk knopskydning, ser det ud til - formere sig og danne intet mindre end et nyt kontinent stik øst for New York, hvorved jo hele USA's østkyst må formodes at blive oversvømmet af den fortrængte vandmængde! Usual Suspects instruktør Men oversvømmelsen ser vi nu ikke, for selv om digital filmteknologi mildest talt har udviklet sig siden den første 'moderne' Superman-film i 1978, er den ny films brug af mulighederne skuffende. Storslået virker det ny kontinent kun i få glimt under en desperat helikopterekspedition ind mellem de golde prismeformede bjergformationer, der er skudt op af havet. Men i alt for lange stræk ligner det snarere det modelbanelandskab, Luthor faktisk først øver sig på nede i kælderen. Det er, som om Bryan Singer (der gav os 'Usual Suspects', måtte hans ry aldrig visne!) har været blændet af forbilledet fra 1978. Den ny film er fuld af nørdede hentydninger til de gamle, lige fra flenskaldede Luthors parykgalleri til Kents kejtede forhold til svingdøre. Lammende lighed med Reeves Nærmest lammende er Brandon Rouths lighed med Christopher Reeve, både med det lune glimt i hornbrillerne som Daily Globe-journalist og i superarbejdstøjet. Trikoten trækker han nu først i 40 meget lange minutter inde i filmen - i alt to en halv time er altså rigtig god tid til den historie. Kate Bosworth har gjort Margot Kidders gamle ironiske Lois Lane til et nok så skrøbeligt - og selvhøjtideligt - nervebundt af en ugift mor til lille, astmatiske Jason. Men især skuffer Kevin Spacey som Luthor. I trailerne lovede han ellers godt som vor tids Gene Hackman, men i stedet for den livsgrådige, forfængelige, vaskeægte stjernepsykopat i verdensformat sætter Spacey i filmens lange løb en distræt, surmulende mine op som skurken med den vulgære privatsekretær Kity - Parker Posey er en bleg, men o.k. dublet af Valerie Perrines forrygende miss Teschmacher - men med finkulturel musiksmag. Og dog: Røber netop 'Traviata' og 'Carmen', Vivaldi og 'Elvira Madigan'-satsen af Mozart faktisk Luthors kultiverede indre liv - eller lige præcis hans status som opkomling? Spaceys spil burde give svaret, men gør det ikke. God selvironi Nå, ret skal være ret, selv om man er skuffet: Brandon Routh holder som Reeves afløser, det er faktisk rystende at se ham få bøllebank af Luthor & co., og til gengæld er der smæk for skillingen i verdenspolitibetjentens indsats for at forpurre et bankrøveri, standse en løbsk rumraket med påhæftet fly osv. Ja, endda glimt af frækt vid, som når Lois siger om sin kæreste - der har helikoptercertifikat - at »he takes me up all the time!«. Og Superman så lægger armen om hende, breder kappen ud og letter fra jorden med ordene: »Not like this!«. Mere af dén selvironi næste gang, tak. Og en næste gang bliver der, for filmen her har spillet hele budgettet på 250 millioner dollar hjem igen på den første måned efter verdenspremieren 2. juli. Og verden mangler mig bekendt stadig en frelser.