I en alder af 76 år har Richard Donner måske nok set sine bedste dage, men hvis der er noget, veteranen kan med lukkede øjne, så er det at instruere spændingsfilm om mænd på flugt fra dødsensfarlige skydevåben: tv-serien 'Flygtningen' og de ekstremt succesfulde 'Lethal Weapon'-film for nu at nævne nogle stykker. Det kan derfor heller ikke undre, at '16 Blocks' har alt, hvad der skal til, i afdelingen for opskruet tempo og kompakt spænding. Man får ikke lov til at gasse sig i fred og ro i mange sekunder, før det brager løs igen, og man - sammen med to mænd på flugt på lærredet - atter må tage benene på nakken. Et velsmurt spændingsmaskineri er imidlertid ikke det eneste, Donner disker op med. Der er stil over rollebesætningen. Bruce Willis giver en af sine mere realistiske, men stadigvæk karismatiske, præstationer som den fordrukne politimand Jack Mosley, der til sin egen overraskelse mærker sin godt og grundigt bedøvede samvittighed vågne til live, da han bliver konfronteret med sine gamle fejltrin i deres yderste konsekvens. Det sker, da en tilsyneladende banal eskortering af den småkriminelle Eddie Bunker viser sig at være alt andet end rutinepræget. Handlingen udspiller sig inden for et meget begrænset område af det centrale New York. En realistisk labyrint af trafikforstoppede gader, overfyldte fortove, mennesketomme gyder, dunkle kældre og blotlagte hustage. Her skal den fallerede politimand og fangen i hans varetægt forsøge at undslippe de nådesløse forfølgere, der vil forhindre Eddie i at vidne i en sag om drab og korruption. 16 husblokke skiller de to flygtninge fra retssalen. Hiphopskuespilleren Mos Def spiller Bunker mere opfindsomt end klichéfyldt, og i den store birolle som den korrupte politimand Frank Nugent overstråler David Morse faktisk Willis. Det var Morse, der spillede nabo og politimand i 'Dancer in the Dark', og også i '16 Blocks' leverer han en spændende præstation som politimand uden sans for den afgørende streg, der ikke må overskrides. '16 Blocks' er en actionfilm spundet over nogle centrale moralske dilemmaer. Det ene er det klassiske politidilemma om hensigten, der helliger midlet. Og midlet, der så til gengæld korrumperer hensigten. Det andet er et basalt kristent spørgsmål. Hvem er din næste - kammesjukkerne eller den fremmede? Det tredje dilemma er mere fiffigt, men ligger i forlængelse af det andet og tager form som en gåde: En tyfon nærmer sig. Ved et busstoppested står tre mennesker. En gammel, snart døende dame. Din bedste ven, som engang har reddet dit liv. En smuk pige. Du har kun plads til én i bilen. Hvem vælger du at redde? Uden at overspille dén lille finte, bruger Donner den som rød tråd i det hæsblæsende kapløb i New Yorks labyrint.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Benzinpriserne gør hverdagen dyrere, men danskernes økonomi får hjælp fra usædvanlig kant
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























