Fransk film - som vi jo ser alt for lidt til - er kultiveret, dialogbaseret og elegant. Det er den gode franske film, som en tid lang havde danske aficionados, i hvert fald hvis der stod Eric Rohmer på instruktørens visitkort. Men traditionen fortsætter, og Patrice Leconte kan også bruges, hvis man ikke er alt for bange for at kede sig. Kvinden Anna (Sandrine Bonnaire) kommer ved en fejltagelse til at konsultere skatterådgiveren William Faber (Fabrice Luchini) i stedet for psykiateren, som bor på samme etage. Sjette sal, en lang mørk gang. Mødet er altså en fejl, men hverken Anna eller William kan opgive dette møde, når det først har fundet sted. Hun fortæller ham om sine personlige ægteskabsproblemer, han lytter med forundring og vagtsom indfølelse. Ellers kommer der folk med skatteproblemer på hans lille kontor, som er hans ommøblerede barndomshjem. Man får hurtigt et indtryk af ham som personlighed: stilfærdig, omhyggelig, retskaffen, forsigtig. En mand, der bor alene og interesserer sig for legetøj. En mand, der ikke ryger, og som har bevaret sin faste, ældre sekretær. Måske en mand, der har været gift - eksistensen af en eksveninde, Jeanne, kunne antyde et forbigangent ægteskab. En mand, som ikke mere venter ret meget af livet, en mand, som går med slips og jakke og spiser sin middagsmad foran mikrobølgeovnen og vinduerne overfor. Med ét ord: en ensom mand. Er det i virkeligheden ham, som har brug for en psykiater? Patrice Leconte har indlagt én scene, som måske burde have været klippet ud, men så alligevel: Vi ser William danse alene, ret smart, ret meget anderledes, og dog: Kontrollen generhverves. Det var bare noget, han prøvede, en evne, han havde engang, men som han må have mistet. Måske danser han også, fordi det er, hvad Anna gerne ville, hvis hun altså ikke var ekspeditrice i sko og tasker, og uheldigt gift. Hendes mand ønsker, at hun skal indlede et forhold til en anden mand. Hendes mand har været ude for en ulykke, han er blevet impotent. William lytter med interesse og modvilje: Er det sandt? Hvem er hun, denne cigaretrygende fremmede kvinde, der har valgt ham som sin fortrolige? Der sker ikke ret meget i filmen, som er koncentreret om disse samtaler, der ikke vil blive til samlejer. Men dog et par småting: Hun sætter ild til hans papirkurv. Hun spreder hans papirer. Hun bliver dristigere og ligger på hans divan. Hendes mand (som altså eksisterer) optræder i to korte scener, truende, ikke sympatisk. Det er, som om William kommer længere og længere ud af korridoren uden at turde (symbolsk) tage elevatoren. En anden mand, en klient hos psykiateren, lider af elevatorskræk, men bliver helbredt af Anna. Bevægelserne i filmens forhold er så små og intime, at deres vage detaljeringsgrad kunne kede, hvis det ikke var, fordi Patrice Leconte nøjagtig ved, hvad han vil skildre: et mysterium, der forfører en mand, sådan som ordinær fransk bon sens i almindelighed opfatter kvinden, altså som et mysterium. Det mener jeg ikke, danske mænd gør, så en film som denne ville ikke kunne laves herhjemme. Efter næsten to timer har William Faber lagt slipset og nærmer sig en briks med cigaret i hånd, mens rulleteksterne kører. Han spilles eminent godt af Fabrice Luchini, som bevarer gåden for sig selv og os andre: Hvem er han? Et menneske, der altid er gået fejl uden at vide det? En bange mand, som nogen engang tog kroppen fra? Og hvem er hun? Når Patrice Leconte kalder sin film Confidences trop intimes, betroelser, der er for intime, må han være ironisk. Det er i sjælelivets mørke udkanter, de to mennesker mødes.