'Kirikou og troldkvinden' gav for fem-seks år siden fransk tegnefilm en fortjent succes hos det førskolepublikum, der oftest må nøjes med tvivlsom tv-animation, mens forældrene endnu sover. Så en opfølger er logisk - selv om den noget skuffende netop består af fire episoder a 15 minutter plus lidt forbindende fortælling. Men titelfiguren er stadig lige fortryllende: Kirikou er lille som en nyfødt, men kvikkere end den afrikanske landsbys voksne (der skal nu heller ikke så meget til!) i den fortsatte kamp mod den onde troldkvinde - og hendes nok så virkelighedsnære forbandelser. Tørke reddede han f.eks. landsbyen fra sidst og satte næsten livet til, men nu vågner han atter til dåd: Han standser en hyænes hærgen på markerne, men da høsten alligevel slår fejl, lærer han landsbyfællerne at lave lertøj, der kan byttes til varer - hvis det når frem til marked uden skår. De dovne voksne læsser godset på en bøffel, dvs. heksen i forklædning, men Kirikou klarer ærterne og kommer oven i købet på en ufrivillig savanne-sightseeing på hovedet af en giraf, der forfølges af troldkvindens robotlignende fanger- og dræberfeticher. Hver episode afsluttes med dans og hyldestsang til heltespiren, Pippis ligemand syd for Ækvator. Stift forenklende ejer figurdesignet og de farveskønne baggrunde dog også en dekorativ, sanselig livsappetit, ligesom når den splitternøgne lille supersplejs under en redningsaktion for de forgiftede mødre derhjemme samtidig drages af fjenden, troldkvinden med de perleglitrende bryster: »Hun er så skøn!«. Påfaldende nok er der kun to mænd i landsbyen, alle andre voksne er mødre. Hvorfor? Dét uddybes ikke, og heldigvis heller ikke magiens kerne: Hvorfor er kraftundermåleren så kompetent? Sådan er eventyret bare! Men alle andre forklaringer går med livrem og seler, tavlekridt og pegepind. Eksempel: Vi ser en sværm summe omkring en kube og får til overflod forklaringen: »En bikube!«. Over for dén redundante logik for nyudrugede burkyllinger er Cirkeline-dialog for samme aldersklasse et vidunder af underfundighed. De danske stemmer kæmper for at puste liv i pædagogikken. Men Ocelots letfattelige små eventyr leverer jo en mangelvare: spænding og humor for de alleryngste - som dog godt kan blive skræmt af dæmonhyænen! Og den ukuelige lille nougatprops livsmod smitter stadig.