Personlig finder jeg film, der bygger på computer- eller PlayStation-spil, noget af det mest kedsommelige i denne verden. I så henseende er 'Silent Hill' imidlertid en markant undtagelse. Kedelig er det sidste, man kan beskylde Christophe Gans' forsøg på at forvandle det japanske Konamivideospil 'Silent Hill' til spillefilm for at være! Hvor 'spilspillefilm' som oftest er forstemmende målrettede og endimensionale labyrinter, er 'Silent Hill' snarere overdådig og kaotisk. Bloddryppende, bizar og på mere end én måde hovedløs og med ild i røven. En lille pige går i søvne hen til kanten af en kløft, mumler noget om Silent Hill og maler tegninger fulde af skummel ildløs. I stedet for at flytte til et fladere landskab hanker moderen, Rose, op i adoptivdatteren Sharon og begiver sig til spøgelsesbyen Silent Hill. En mineby i West Virginia, hvor en ildebrand i kulmineskakterne dybt under byen har buldret siden 1970'erne og lagt byen øde med sine giftige dampe. Tilsyneladende øde. Med en sexet, stramlæderklædt kvindelig motorcykelbetjent i hælene ankommer Rose og Sharon til byen, hvor asken stadig daler som sne (men på trods af at have dalet i 30-40 år kun ligger i et tyndt lag!) og mumlende hekse og mærkelige væsner smutter omkring i skyggerne. Meningen er vistnok, at byens hykleriske indbyggere har været så ihærdige i deres nederdrægtige kristne selvretfærdighed, at de har formået at åbne Helvedes Porte under den lille by. Men meningen med det hele spiller ærlig talt ikke den store rolle i 'Silent Hill'. Filmen er snarere et sært og syret trip. Stærkt inspireret af nye japanske gyserfilm som 'Dark Water' og 'Ju-On', men Gans har tidligere filmatiseret en japansk tegneserie, og den japanske minimalisme er blandet op med en overdådighed af både specielle og makabre effekter, der skiftevis trækker på smilebåndet og får håret til at rejse sig på hovedet, når mareridtet vil konkurrere med tegneseriemareridt og Hieronymus Boschs helvedesvisioner. Gans lavede for fem år siden 'Pagten', der også dyrkede det mystiske i en anretning for den visuelle gourmand. Dengang som nu var fotografen danske Dan Laustsen. At Laustsen er en teknisk virtuos, vidste vi i forvejen. I 'Silent Hill' får han på en noget usædvanlig baggrund lov til at sætte sit præg på en film, hvor svimlende køreture, drabelige farvesammensætninger og pludselige stemningsskift giver ham lejlighed til at folde kameraets legetøj ud i al sin mest tarvelige og opulente pragt. I modsætning til tidens mange mekaniske og slemt forudsigelige gyserfilm er 'Silent Hill' en mærkværdig blanding af krumspring, kitsch og gorefest. Gys og gru a la Marilyn Manson. En film, som genkalder ikke så lidt af genrens primitive magi ristet over en sagte ild af mere eller mindre ufrivillig humor. Det stilsikkert stive skuespil, som især Radha Mitchell, Laurie Holden og Kim Coates præsterer, giver hele foretagendet et skær af 60'er-kitsch & cool. Især Laurie Holdens motorcykelbetjent Cybil er lige til B-filmenes anegalleri. Jeg ser mange gyser- og splatterfilm med en halvvejs undertrykt høflig gaben. Ikke 'Silent Hill'. Den er simpelthen både for god og for dårlig til at sidde overhørig. Som moderne B-film langt vildere og sjovere end den aktuelle remake af 'The Hills Have Eyes'. Det musikalske ledemotiv? Det er Johnny Cashs 'Ring of Fire', der mildest talt må siges at være passende.