Man behøver ikke have nærlæst hverken Nostradamus eller Johannes' Åbenbaring for at kunne forudsige, at de fleste Hollywood-succeser før eller siden atter åbenbarer sig i form af genindspilninger. I disse år sker det med en næsten skræmmende hyppighed. Der er foruroligende tegn i sol og måne på, at idéfattigdommen og grådigheden i Hollywood er ved at antage apokalyptiske dimensioner. 30 år efter premieren på Richard Donners 'The Omen' står den irske instruktør John Moore i spidsen for et remake af filmen om et ægtepar, der bliver forældre til en djævleunge. En mut lille fyr, der flipper skråt ved synet af et kirketårn. En genindspilning måtte vel blive virkelighed før eller siden. Men at det sker lige nu, er ikke et tilfælde. Det er faktisk fandens forudsigeligt. Og måske i virkeligheden, som både filmen og reklamekampagnen hævder, en profeti om, at noget uhyggeligt er under opsejling. 'The Omen' havde premiere over hele verden den 6.6. 2006. Hvilket med lidt god vilje kan læses som 666. Tallet, som er Dyrets navn. Antikrist. At lade filmen få premiere netop denne dag er selvfølgelig sund kommerciel fornuft. En oplagt mulighed for at markedsføre produktet optimalt. Det er så at sige business as usual. Men måske er det lidt mere end det. For man ser filmen med en voksende mistanke om, at argumentationen på djævelsk facon er blevet vendt på hovedet. For er det i virkeligheden ikke sådan, at det er den guldrandede mulighed for at markedsføre en film om Djævelens genkomst 6.6. 2006, der har udløst beslutningen om at lave et remake? Først kom markedsføringsafdelingen, siden kom filmen. Hvis det er sandheden, er vi i sandhed vidne til et lidet charmerende dyrs fødsel. Det er i hvert fald svært at få øje på andre gode grunde til at gentage 'The Omen'. Også den nye er en ganske trimmet og ferm konstruktion. Man spjætter et par gange i sædet, men uden en rigtig snigende uhygge. Og uden at kunne matche skuespillerpræstationerne i den gamle version, hvor Gregory Peck og Lee Remick trak læsset. Hverken Julia Stiles eller Liev Schreiber som det nu væsentligt yngre par i hovedrollen har tyngde i nævneværdig grad. Djævleungen Damien bliver spillet af Seamus Davey-Fitzpatrick. En lille fyr med et fast blik. Umiddelbart mere øretæveindbydende end skræmmende. Opdateringen sker på to fronter. Filmen er krydret med citater. Den røde lakregnfrakke fra 'Rødt chok' haster forbi i baggrunden af en skæbnesvanger scene. Rollen som den satans barnepige er besat med Mia Farrow, der jo har en helt særlig betydning i den filmhistoriske satanisme efter sin hovedrolle i 'Rosemary's Baby'. Og varslerne er opdateret. Fra 11. september til tsunami, eksploderende rumfærger, klimaforandringer og såmænd den gode gamle luvslidte Romtraktat - alt sammen tegn på Antikrist. I hvert fald hvis man ser bort fra en ikke-ratificeret Kyotoaftale, politiske manøvrer i Mellemøsten og andre kedsommeligt indviklede sager.