Ryman Auditorium, Nashville, 19. august 2005. På scenen på countrymusikkens legendariske spillested står 59-årige Neil Young iført lysegrå habit, cremefarvet Stetson og en skrammet akustisk guitar årgang 1941. Guitaren har været i Ryman Auditorium før, fortæller Neil Young. Den har tilhørt Hank Williams, som spillede på den i samme sal i 1951. Derfor kalder Neil Young instrumentet for 'Hank' og har det med sig netop denne aften, hvor han omgivet af nære kolleger og fulgt af instruktøren Jonathan Demmes filmhold spiller, hvad han selv kalder en drømmekoncert. To måneder forinden er hans far død. Ugen efter skal han opereres for en aneurisme - en udvidelse af en pulsåre - i hjernen. Dødsfaldet og sygdommen har givet ham kreativ kraft til at skrive de sange, som han denne aften opfører for første gang i Ryman Auditorium. Det er sange, som en måneds tid efter koncerten udkommer på albummet 'Prairie Wind'. Senere under 'drømmekoncerten' vil Neil Young også genfortolke blandt andet 'Heart of Gold', 'I Am a Child' og 'The Needle and the Damage Done', som han indspillede, inden han var fyldt 30. Hvilke album de gamle sange stammer fra, er ikke det væsentlige. Det vigtige er, at alle sange bliver fortolket i lyset af det lange liv. Af Neil Youngs liv, den akustiske amerikanske musikhistories liv, samfundsudviklingen og så også af tilskuernes liv. Jonathan Demmes rolige, nærgående filmede 'Neil Young: Heart of Gold' er på den ene side en koncertfilm, der helt uden hektiske klip til publikum skildrer det, der sker på scenen, hvor Young spiller sammen med sin hustru Pegi Young (kor og guitar), Emmylou Harris (kor og guitar), Ben Keith (steelguitar), Spooner Oldham (keyboard), Chad Cromwell (trommer) og mange andre stemmer, strygere og blæsere. Men på den anden side er den bevidst komponerede og gyldent tonede film alligevel meget mere end blot en musikfilm fra en tilfældig augustaften sidste år. Jeg har læst otte-ti bøger om Neil Young. Jeg har læst alle de interview, jeg har kunnet komme i nærheden af, og det har så ikke været ret mange, for Young foretrækker at udtrykke sig gennem sin musik. Det er det, han kan. Og det er også derfor, at jeg aldrig har læst noget, der sagde så meget om ham, som den robuste og dog sitrende syngende mands egen følsomme, personligt beskrivende og ofte også samfundskritiske sange gør. Men Jonathan Demmes film som helhed, hans nærbilleder af Neil Youngs intense, plovfurede ansigt og de her illustrerede betoninger af ordene og tonerne får mig til at forstå sangene og manden bedre. Også selv om han ikke siger så meget mellem numrene om hverken Hank Williams, sin far eller for eksempel sin datter. Det er musikken og kroppen, som fortæller og forklarer med hele den oprigtighed, som er en del af Youngs integritet. Og som har den bivirkning, at man spejler sig selv i sangene og i glimt også forstår sig selv bedre, mens man hører musikken og ser billederne. Man bliver inddraget i en dialog med alt det, Neil Youngs sange indeholder. Tidligere er der blevet lavet film om den rasende elektriske side af Neil Youngs virke. Det har blandt andre netop Jonathan Demme prøvet. 'Heart of Gold' er den helt rigtige film om Neil Young. Det er en film, der overflødiggør bøger og interview. Kun få kunstnere ville kunne bære en film så fokuseret på musikken som Jonathan Demmes. Neil Young er den helt rigtige til den film.