Hvem er Barnet? Tilsyneladende er det den lille nyfødte Jimmy, som allerede få dage gammel sidder på sin unge mors, Sonias, arm, mens hun hamrer på en lukket slumdør - lejligheden er fremlejet, skrid. Og Sonia med barnet går omkring i den belgiske by Seraing, hvor bilerne suser forbi i en enerverende gal rytme, som motoriserede djævle, der polstrer og bekræfter og opretholder ensomheden. Det er en hård start på livet, den lille dreng får. Cigaretten oser ned i hans ansigt, og den livsfarlige, anonyme trafik larmer. Den lille dreng har en far, Bruno, som er temmelig ligeglad med ham. Hvorfor, kunne man spørge. Svaret er, at Bruno selv er et barn, uden midler, uden erfaring, uden uddannelse, uden penge, uden bopæl - og uden fordomme. Det eneste søde, man kan sige om Bruno, er, at han er sød. Og det er også meget. De to unge pjanker og slås, når de elsker. De får penge ved Brunos småkriminalitet, tyverier, som han håndterer i en bande. Men hvad skal Bruno egentlig med det nyfødte barn? Hvad kan det bruges til? Bruno er en af dem, som tidligt har lært, at kun penge er en værdi, en hård valuta, den eneste, der gælder. Sådan har de fattige det ... de rige siger høfligt: Tal ikke om pengene. Men her er vi ved den centrale værdi, som selvfølgelig ikke kan udtrykkes i ord: Hvor meget er et nyfødt barn værd? Hvad skal man investere? Det koster en hel del, bl.a. en barnevogn, som de to unge triller hen ad gaden med i en sær, usymmetrisk gangart. Bruno ligner en fyr, der er blevet passager til en barnevogn. Så kommer filmens afgørende skred: Bruno får et tip om, at barnet kan sælges til adoption. Med besvær går han ind på handlen og får ungen afsat. Og nu er man spændt på Sonias reaktion. Hvordan vil instruktørerne Jean-Pierre og Luc Dardenne beskrive en pige, som netop er blevet berøvet sit barn, med barnets fader som gerningsmand? Hvilken ledsagemusik, hvilket vredesudbrud? Hvordan ville vi selv reagere? Reaktionen er fuldkommen rigtig og usentimentalt filmet. Hun besvimer og bliver indlagt, og den smådumme Bruno fatter, at det ikke var det, han skulle have gjort. Ikke fordi han selv er særlig vild med barnet, men det var moderen åbenbart. Og så bevæger filmen sig nedad i en spiral, som ender på bunden. Ikke alene bevæger den sig nedad, den indsnævrer også Brunos råderum, for han er for ubegavet til at sørge for hjælp. Det er det træk, man altid undrer sig over i film: Hvorfor opsøger den udsatte person ikke samfundet og beder om hjælp? Filmens svar er, at opsøgningen i sig selv er indviklet og kræver ressourcer og en attitude, som er fremmed for den nødstedte. Man skal selv, uden at have midlerne til det. Fattige folk er ikke vant til, at rationelle tiltag kan hjælpe dem. Hvis de var, ville de ikke være fattige! Filmen er semidokumentarisk og lever af to glimrende spillere, Jérémie Renier som Bruno, og den debuterende Déborah François som Sonia. Fra hovedpersonernes tvivlsomme ståsted, kun et par tilfældige eksempler fra Centraleuropas trøstesløse arbejdsløshed, vender den tilbage til sit eneste håb: kærlighed. Men holder den? Og hvad er dén værd? Anbefales!