Som barn var Arn et skarn. En frembrusende knægt uden frygt i livet. Derfor kom han galt af sted og blev sendt i kloster. Siden gik det strygende for ungersvenden med det modige hjerte. I hvert fald er første del af filmen om den svenske tempelridder sovset ind i strygermusik i en grad, så der næsten er flere violiner end sværd på spil i det lange drama.
For nu straks at svinge sværdet mod hjertet af den foreliggende første del af danske Peter Flinths filmatisering af den svenske forfatter Jan Guillous romantrilogi, der ikke rigtig kan finde sit mål, og derfor skyde sig ind på det med skarphed og præcision. I godt to timer kredser vi derfor i langmodigt, skandinavisk tempo om selve ideen med denne den dyreste film, der nogensinde er indspillet i Norden. Og i hvert fald endte jeg med en følelse af at have været jævnt godt underholdt, men uden anelse om, hvorfor man egentlig skal se storfilmen. Det mest påtrængende og måske også indlysende grundlag for filmen er romancen mellem ridder Arn (Joakim Nätterqvist) og den skønne jomfru Cecilia (Sofia Helin) med det søde lille ar ved overlæben. En kærlighedshistorie, som her udfoldes med al den smerte og skyld, man kan pine op af den forfrosne skandinaviske muld, så Elvira Madigan og Sixten Sparre må græde oppe i himlen over Tåsinge.
