En afrikansk affære

Lyt til artiklen

Der er den så igen. Den pokkers kulturkløft. I dette tilfælde så stor som Great Rift Valley. Må schweiziske Carola indse, da hun giver efter for en pludselig forelskelse i den flotte kriger Lemalian og på en charterferie i Kenya dropper returbilletten til sin tøjforretning i det højborgerlige alpeland. Til fordel for en tilværelse hos Samburu-stammen, der stort set lever, som da mennesket for første gang så den røde sol stige op over Olduvai. Den kunne være blevet en fæl kliché. Historien om den smukke blondine, der er på ferie med sin småirriterende kæreste, da hun falder pladask for den ædle vilde. Klicheen kunne være faldet ud til begge sider. Som mellemfolkelig world-romance eller som en græsselig historie om, hvor meget slemt en hvid kvinde må gå igennem i ødemarken uden makeup, mobiltelefon og adgang til sushi. Filmen, bygget på Corinne Hofmanns selvbiografiske bestseller, har uundgåeligt elementer af begge dele, men åbenbarer sig overvejende som en både smuk og smertelig og særdeles virkelig fortælling om, hvor svært det er at få vidt forskellige verdener til at mødes på en midte, der ikke findes. En fortælling, som får troværdigt kød og blod af Nina Hoss og Jacky Ido. Realismen i skildringen af de ursmukke landskaber, hvor menneskelig overlevelse ligner en seriøs udfordring, siger mere end mange ord noget om vilkårene for filmens tværkulturelle romance. Dette er en helt anden verden end den, der gav liv til det europæiske begreb om romantisk kærlighed. Carola elsker Lemalian af hele sit hjerte. Men det betyder ikke, at hun ikke gerne vil have et sexliv, der er mere avanceret end en geds. Det betyder ikke, at hun vil blive i jordhytten, acceptere klitorisomskæring og kun leve af gedemælk blandet med blod, når hun nu kan bruge sine erfaringer som handelskvinde til at åbne en shop med fornødenheder i den nærliggende landsby. Men butikken giver helt nye problemer. Lemalian bliver jaloux, når Carola professionelt smiler til kunderne med øjenkontakt. Selve begrebet business er et fremmedord. I Samburu-stammen er man vant til at dele, hvad man har. Så når Lemalian står bag disken, er der kredit til alle. Nomadekulturen åbner ikke plads for individualitet og da slet ikke for en kvindelig individualitet i et patriarkalsk samfund, hvor mænds omgang med de 'urene' kvinder er begrænset til et minimum og behæftet med mangfoldige tabuer. Eller sagt på en anden måde: Lemalian elsker Carola, men skal han elske hende på europæisk, må han opgive en væsentlig del af sin identitet som mand og kriger. Skal Carola blandt samburuerne leve som en selvstændig kvinde, sker det på en anden levevis' bekostning. Kærligheden kræver et kompromis, der kan tage sig umuligt ud. Et kompromis, der på godt og ondt altid vil være et skridt i retning af det oprindeliges opløsning. Dilemmaet var kendt for den mere følsomme del af kolonialismen. Som Knud Rasmussen sagde om eskimoerne: De må blive ren-dyrkere i stedet for rendyrkere. Dilemmaet er ikke blevet mindre akut i turismens og globaliseringens tidsalder. Velmenende eller brutal, udtrykt ved krig eller kærlighed: Kultursammenblandingen har i det lange løb det samme uundgåelige antropologiske facit.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her