At være født privilegeret kan dårligt være nogen forbrydelse i sig selv. Men hvis man senere i livet vil bevare privilegierne og måske ligefrem, ved fortrængninger, løgn eller trusler, prøve at gøre dem til indiskutable rettigheder - pådrager man sig så ikke en vis skyld? Lyder det som et spørgsmål angående den rige verdens holdning til denne verdens fattige, er det ikke tilfældigt. Men i første omgang gælder problemstillingen det pæne menneske, der går i opløsning, som hovedperson i denne film, som den mesterlige østrigske auteur Michael Haneke fik instruktørprisen for i Cannes for et år siden. Auteurbegrebet er på sin plads her, for selv om filmen betjener sig af thrillerens virkemidler, er de så originalt brugt - og udvidet til punkteringspunktet - at det placerer værket i traditionen efter Antonionis 'Blow Up', Truffauts 'Skyd på pianisten' og andre af den ny bølges kriminalromancer fra 60'erne. Ikke mindst ved sin også Hitchcock-inspirerede 'metabevidsthed' om sig selv som film og filmen som voyeurens medie: Åbningen er et gadebillede, et lille hus i fokus, fodgængere og biler passerer tilfældigt det stillestående kamera. Stemmer kommenterer billedet. Deres eget hus, lader det til. Nu spoler billederne rask frem - det er et videobånd, 'vi' sidder foran tv-skærmen i det hus, der er på billedet. Anne og Georges Laurent taler videre om det uforklarlige bånd, de har fået tilsendt. Han er feteret tv-vært på et litteraturprogram, hun forlagsmedarbejder, deres teenagesøn alderssvarende selvoptaget. Men snart modtager parret også makabre tegninger og sågar en videooptagelse af Georges' barndomshjem på landet. Da et nyt bånd viser vej til en korridorlejlighed i forstæderne, bekræfter det Georges' mistanke om, at beboeren der er familiens anonyme 'terrorist'. Og det er her, perspektivet åbner sig fra tv-værtens til den rige verdens skyld og ansvar: Majid, som manden hedder, var Georges' plejebror i barndommen, da drengens algeriske forældre forsvandt under 1960-optøjerne i Frankrig. Men den jaloux seksårige Georges fik ved bagtalelse Majid sendt på opdragelseshjem - og afskar ham således fra chancen for uddannelse og bedre kår. Denne voksende byld af skyld holder Georges imidlertid lige så skjult for kone og søn som det skjulte kamera, han terroriseres af. Juliette Binoche er med sin usminkede, tiltagende angst så god, som hun ikke har været længe, og Daniel Auteuils langsomt glippende greb om karrieremandens hårdt tilkæmpede selvkontrol er stor karakterkunst. Stadig mere angst, selvretfærdig og aggressiv får han sin forhenværende plejebror og dennes søn anholdt. Men de er uskyldige - så vidt vi ved. Slutbilledet må antyde, at næste generation a) har medskyld i konflikten eller b) arver den - eller c) begynder at løse den. Vælg selv efter graden af lyssyn på menneskene og fremtiden. Men før da skal det gå endnu værre, på en måde, der ikke kan røbes. For den ulidelige uvished er dynamo for den åndeløse opmærksomhed, hvormed vi følger Hanekes skarpsindige fremstilling: Sådan får et neutralt fastindstillet kamera - som fotografen Christian Berger virkningsfuldt gentager i andre af filmens scener - den privilegeredes skjulte skyld til at træde frem og vokse, fordoble sig selv i nutidig vold mod underprivilegerede. Og sådan kan et gennemæstetiseret filmmesterstykke om de modstridende kræfter under terror og fattigdom, skyld og overvågning blive en højaktuel kommentar til utilstrækkeligheden af en dansk terrorlovpakkes brud på retten til personlig sikkerhed og privatliv.