Tit har jeg tænkt over, hvad mænd og drenge siger til hinanden, når de er alene, kun er sammen med andre af samme køn. Tit ville jeg gerne have været en flue på væggen. Men hvordan får man det at vide? Gennem referater (usikker metode, nu er der jo en kvinde til stede). Eller gennem kunst. Kun gennem kunsten får man et eksakt kendskab til samtalen alene mellem mænd. Og her viser det sig (i vores del af verden), at mænd (som oftest) taler om verden på samme måde som kvinder. Der er kun én markant forskel, som til gengæld er mærkeligt smertelig: De taler ubevidst om kvinder, som om kvinder dybest set er det andet køn - det forskellige, det supplerende, det lidt uforudsigelige, det køn, som blev skabt af mandens ribben, køn nummer 2 - et helt ligeberettiget og ofte attraktivt køn, bevares - men dog nummer 2. Og således vil det være til Jordens ende. Dette siges, fordi film af mænd om mænd er en sjældenhed, og Preben Lorentzen har trods alt begået en. 'Grønne hjerter' er en lowbudget-begynderfilm, men bedømt som sådan slet ikke så dårlig. Hans tre unge mænd er cykelbude i grønt, de cykler rundt i København og på Østerbro, som er smukt fotograferet, som om det var sommer, hvad det sjældent er. De tre unge har en vitalitet, som er velgørende og måske hænger sammen med, at de får chancen her: Hassan Preisler som Epo, David Rousing som Farfar og Stanislav Sevcik som Dingo. Tre gode typer. Hvad sker der? Ikke så meget. En del af filmen er essays sat i dialog og jargon, begge dele måske en outdated metode. Og der er også reklamefilmens mere banale kønsopdelinger i massevis. Pigerne er mere fornuftige, ikke så grønhjertede og dermed umodne som drengene. Hvis det er poesi og action fordelt på køn, filmen vil skildre, har drengene et fortrin. De vil ud at fiske, de vil cykle til Barcelona, de vil score, de vil invitere på restaurant, de vil lyve og bruge tricks, de vil prøve det uforpligtende og uforudsigelige, men det bliver kun Epo, der når det. Der en smuk konsekvens i, at filmen både starter og slutter med Epo og hans tricks. Først lyver han sig død for en tidligere kæreste i telefonen (men det bliver en boomerang) - og til sidst lyver han sig på cykel ned til Spanien, mens han i virkeligheden ... nå, se bare filmen. Pointen er slet ikke stor, den er bare stiliseret morsom. Epo bliver meget senere moden til høst end de andre. Den forskel kunne være blevet understreget mere, mere poetisk fremhævet, men den får sine dimensioner, da Epo prøver med en pige fra et advokatfirma og ved en typisk tilfældighed aldrig når at få den historie til at slutte. Han er for fortsættere. Og når de tre om nogle år forlader karrieren som cykelbude, vil Epo sikkert blive den sidste, der skifter liv. Fortsættere hænger fast. På lydsiden brillerer Tobias Trier med en række sange, mundrette, velkomponerede, i samklang med filmens handling - den udkommer på cd hos Alarm Music og efterfølges af turné med band, og den kan fortjene et genhør. Det er en luksus at have sådan en oplagt og original musik til en møgbillig film. Den er lidt firkantet fotograferet, uden for meget spræl, endnu uden mod og overskud til den helt rigtige billedvinkel, som indebærer en pointe. Men som debut kan de 'Grønne hjerter' sagtens stå distancen.