Markant større gennemslagskraft som drama på lærredet har Gavin Hoods 'Tsotsi'. Bygget på en apartheid-roman, men skrevet om til nutidens realiteter. Tsotsi er betegnelsen på en sort ungdomsforbryder, og filmens unge Tsotsi er da også leder af en lille bande hårdkogte ungkriminelle. Tilsyneladende fuldstændig afstumpet uden for enhver pædagogisk rækkevidde. Men så får Tsotsi en ridse i den barske overflade. Den benhårde overlever er en desperat konstruktion bygget på ruinerne af en bange lille dreng. Som utallige andre sydafrikanske børn et offer for den galopperende aids-epidemi, der indtil for kort tid siden var officielt ikke-eksisterende i Sydafrika. 'Tsotsi' er således en klassisk humanistisk historie, hvor selv det mest forhærdede tidselgemyt har en psyko-social forklaring. 'Tsotsi' er en film med en klar mission. Den er socialt opbyggelig og overskrider med finfølelse aids-tabuet. Her er nok en del af forklaringen på filmens sejr i Oscar-ræset. Men en anden grund er filmens uafviselige vitalitet og autoritet. Da først Tsotsi halvvejs ved et uheld bortfører en baby, udvikler filmen sig på en gang til en psykologisk-symbolsk fortælling om savn, svigt og længsel. Rørende uden at blive banal. Brutal uden at blive effektjagende. Der er saft og kraft og medrivende skæbner i beskrivelsen af den sydafrikanske virkelighed. Efter en start, hvor man er mere end en smule nervøs for, at det psykopatiske overspil skal ende i ren kliché, viser Presley Chweneyagae sig at være intet mindre end sensationelt god som den unge Tsotsi.