Mange har det sådan med den italienske instruktør Roberto Benigni, at de nok synes om ham, men har svært ved at holde ham ud. De finder hans vitale, demonstrative og overstrømmende positivisme en smule forloren og anstrengende. Og jeg skal ikke anfægte det synspunkt. Godhed og vild fantasi kan være en sjældent ubehagelig blanding, især hvis man aner en selvbevidst, lidt teknisk og koldt omsorgsfuld iscenesættelse af godhedens og spontanitetens mysterium. Og dertil kommer, at den spinkle, henrykt optimistiske italiener synes at lide af en vis permanent selvovervurdering - som imidlertid ikke forhindrede, at filmen 'Livet er smukt' blev en fremragende film, måske fordi dens tragedie var så åbenlys - Anden Verdenskrigs holocaust - at sammenstødet mellem Benignis optimisme og scenariets oceandybe kulde gav et stød i hjertet. Det samme stød i hjertet vil Benigni gerne have os til at føle med 'Tigeren og Sneen'. Hans opskrift hedder moralsk romantik, en bevægelse med dybe rødder i italiensk kultur, også bedrevet af nobelpristageren Dario Fo, om end i hans tilfælde med langt større ironi. Hvad Benigni mangler - han vil være forarget over påstanden! - er selvironi. Og dertil kommer, at der kan være noget Woody Allensk over den lille og ikke alt for kønne mands henrykte fascination af erotisk kærlighed, som altid lykkes, vel at mærke med ham i centrum. Vi skal ikke se mange detaljer af en film, hvor han ikke dyrkes, har ret ogretleder det vrangvendte. Alt dette skal med som forklaring på den irritation, hans nyeste film, 'Tigeren og Sneen', skaber hos en mere tempereret tilskuer. Det handler om kærlighed af den livsaligste art - den livslange, ubøjelige, stærke, høje, hellige love, som skal sætte en mand i stand til at ægte en kvinde og elske hende, selv om USA er ved at invadere Irak. Selv i det dybeste Helvede skal og kan kærligheden nemlig virke og sejre. Attilio (Benigni) elsker Vittoria (Nicoletta Braschi) og drømmer om at ægte hende, om han så er iført undertøj. Han er universitetslærer i litteratur og poesi og har besøg af den irakiske digter Fuad (Jean Reno i fæl rolle.) Og så bryder den meningsløse krig ud, Vittoria tager til Bagdad og såres dødeligt af amerikanerne og indlægges på et sølle irakisk hospital, som Attilio tiltvinger sig adgang til med det ene formål: at redde hende. Med galop i hjertet og med guirlander af ord, ord, ord overtager Attilio det underlige hospitalsrum, hvor plakaten af Saddam Hussein stirrer ned på sengen med den døde kvinde - næsten døde kvinde. Opstandelsestroen standser ikke for krigen. Hvad solen gør ved kirsebærtræerne, gør glycerin ved maven. Men Fuad, som har en mere realistisk holdning til livet, hænger sig i den smukke irakiske have. I disse bevidst tåbelige hospitalsscener er der noget delvist overbevisende fantasteri og nogle poetisk opfattede billeder og idéer, som glimtvis virker. Fluesmækkeren bliver et masseødelæggelsesvåben, og fluerne på patienten ånder. Vi kan bede vores fadervor - til Allah, og Attilio beder det. Hvad kan vi give Bagdad? Kun kærlighed. Men Fuads selvmord er en patetisk understregning af det tyndt udspundne og ujævne handlingsmateriale. En gang Bagdad, to gange kærlighed, men begge dele opfattet i den lukkede bevidsthed som cineastens foretrukne virkelighedsvalg. Her mødes virkelighed med andre ord aldrig med uvirkelighed. Og optimismen forbliver utilsigtet desperat snarere end en sejrende overmagt. To gange løgn giver ikke en gang sandhed.