For fire år siden søgte Fox film med Blue Sky-studierne at skaffe sig en niche på 'de stores' - dvs. Disney/Pixars og DreamWorks' - verdensmarkedsplads for tegnefilm. Efter den håndtegnede 'Anastasia', som Disneys markedsmafia klemte luften ud af i 97, var Fox begyndt forfra - både med den digitale CGI-animation og med motiv og sceneri: 'Ice Age' åbnede med et polaregerns fornuftsstridigt heroiske forsøg på at sikre sig forråd til fimbulvinteren ved at bore et agern ned i isen - ligesom Fox prøvede at kile sig ind mellem de stores kolde skuldre. Resultatet var historien om mammutten Manse, dovendyret Sid og sabeltigeren Diego, der slog sig sammen om at redde et menneskebarn - en stilren illustration af, hvordan 'kølig' digitalteknik kan forene vittig hjertevarme med ironisk distance, livsfarlig spænding med lalleglad legesyge - en drontefloks rugbykamp på meloner var f.eks. et af de mere syrede højdepunkter. Så hvorfor ikke gentage succesen? Aktuel kan man godt kalde fortsættelsen, for her er det klodens opvarmning og iskalottens smelten, der lærer enfoldigt dovendyr at spinde en ende og nøgen sabeltiger at svømme. Da bræen kælver, oversvømmelsen truer og geysere og vulkaner søger afløb, opgiver dyrene den ubekymrede leg i isrutsjebanernes vandland for at søge mod dalens bund, hvor der ligger ... en kæmpe træstamme, der kan fungere som ark. Men er mammutterne allerede uddøde, eller finder Manse en mage? Dét lykkes, om end Ellie på otte ton selv tror, hun er en pungrotte ligesom sine streetwise 'brødre' Crash og Eddie - for dem er hun vokset op sammen med. Når hun sover, hænger hun i halen ned fra en gren! Tykhuder er stædige, så sød musik opstår først, da alle har været i livsfare - lurende og overhængende, for under isflagerne lusker haj- og krokodillearters urfædre, og luften er fuld af gribbe. Ådselædernes formationsflyvning til et korarrangement af hymnen 'Mad, dejlige mad' (fra 1968-filmmusicalen 'Oliver!') kan måle sig med etterens drontescene, og det kan en fremmed dovendyrstammes totemdyrkelse af Sid også. Men hvor menneskebabyen sidst sikrede nuttethedsfaktor og spændingsbue, kniber det lidt med helheden her. Til at skabe mytisk dybde er Arken ikke tilstrækkeligt i fokus, og selv om egernet Scrat igen kæmper som Sisyfos for sit agern, er den parallelhistories evighedsmaskine af frustration kun pauseklovneri, om end så genial som prærieulvens evindelige anslag på strudsen Hjulben - og måske bedre egnet til dén korte form. Saldanha blev i 2004 Oscar-nomineret for kortfilmen 'Gone nutty' om samme egern & agern, ligesom Chris Wedge og Saldanha blev det for 'Ice Age', og igen for den vittige digitalspillefilm 'Robots'. Så kan toeren ikke helt måle sig med etteren, er niveauet dog tårnhøjt. På begge sprog er stemmerne velcastede, og de digitale biografkopier (tre på hvert sprog) er i sig selv en oplevelse af klarhed, som ud over USA kun kan fås i danske biografer! Not shaken, not stirred! lyder digitalteknikkens jingleslagord - prøv den on the rocks sammen med børn fra 5-års alderen. Og før drivhuseffekten slår helt igennem.