Lad mig se; vi har: en enke, en enkemand, atten børn, et par hunde og en tyk, lille gris. Hvad giver det til sammen? Halvanden times pinagtig falden på halen-komedie, men desværre ikke et eneste, bare lillebitte fnis. Derfor kan vi desværre kun uddele et halvt hjerte til den evigt vidunderlige Rene Russo, der gør, hvad hun kan, for at fylde klicheen som hippiemor ud. Det andet halve og lige så uforløste hjerte tildeler vi Dennis Quaid, der er klasseskuespiller nok til at holde et troværdigt udtryk, når han altså ikke lige har maling, mudder eller møgunger i fjæset. Hvilket vil sige forholdsvis få minutter af denne film. Som handler om de to gamle gymnasiekærester, designerflipperen Helen (Russo) og admiralen Frank (Quaid), der med hver sin overdrevne børneflok i ryggen mødes et ægteskabs tid efter sidste skoledag og naturligvis forelsker sig igen. Over hals og hoved, så de straks må gifte sig og flytte sammen med indbygget kaos i den gigantiske børneflok til følge. Skulle atten forkælede og krigeriske børn ikke være nok til at omdanne den romance til en ruin i et ellers idyllisk beliggende fyrhus ved kysten, klarer grisen resten. Hvis der er et formål med denne metervare, er det vel at advare folk med mod på at anskaffe sig en ordentlig børneflok og så fordoble den gennem hymens lænker. Interessant problemstilling, bevares, men måske nok for et behersket mindretal. Filmen er en opdatering af 'Yours, Mine and Ours' fra 1968, som havde Lucille Ball og Henry Fonda i hovedrollerne. Den var forhåbentlig meget, meget bedre. Og muligvis endda uden gris.