En mafiahåndlanger, hans kone og hans søn bor over for en russisk immigrantfamilie, hvor faderen ser John Wayne i fjernsynet og regelmæssigt tæver sin kone og sin søn. Til sidst bliver det sønnen for meget. Han har lånt en pistol af mafiabossen og skyder sin far ned. Her ville vi andre måske ringe til 911 og bede om straks at tale med politiet, men det kan mafiabossen ikke, fordi den pistol, der er skudt med, netop har været brugt mod politiet. Den skal derfor helst ikke findes. Hermed er der fløjtet i gang til thrilleren 'Running Scared', som handler om jagten på revolveren med drengen, ikke omvendt. Det specielle ved filmen er, at den har begge drenge med i den blodige jagt, som indbyder til mange uhyggelige scener, mest badeværelser og toiletter, som danner klar, virkningsfuld kontrast til blod. Den lille russiske dreng løber med mafiabossen og politiet i hælene, astma har han også oven i købet, og han bliver på et tidspunkt taget til fange af et pænt, flinkt pædofilt ægtepar, som spærrer ham inde med tape for munden i deres luksushjem for at have ham parat som dessert. Og nu tager sagen en vending. I sidste øjeblik bliver han reddet af mafiabossens kone, som sætter grænsen ved mord på børn. Plaf, plaf, der fik de den, lige i synet. Meget vold, velfilmet vold, støjende vold. Det er, som om Hollywood har fundet den rette farve og konsistens til blod. Hvad mon det laves af? Hvem fabrikerer det, og leveres det i spande til fortynding? På et isstadion går det næsten helt galt, pukken sendes lige i synet på mafiabossen, som i forvejen er skudt, men dog overlever, og det ender godt. Et eller andet tør op inde i mafiabossen, han har reddet en lille dreng og holder sig nok på lovens side for fremtiden. Det hele er noget fuckin' lort, som det også regelmæssigt hedder i filmen. Undertekster ikke nødvendige. Og hvem ser så det? Politikens læsere? Næh. Men hermed er filmen omtalt.