En hitman er træt af livet og af sin metier. Og Pierce Brosnan blev ikke den ny James Bond, men en verdenstræt A-skuespiller, parat til at gøre lidt grin med sit ry og sin fortid. Desværre er 'The Matador' kun delvis en komedie, snarere et dagligstuedrama om dialogen mellem en udtjent lejemorder og den normale, forsigtige småborgerlighed, som er parat til at lege med, men ikke så parat til nogen risici. Pierce Brosnan som lejemorderen Julian ankommer til Mexico, allerede træt af alting i første scene, hvor han vågner op i en brandert på hotellet og hader sit liv. Han ser rigtig nok ud, guldhalskæde og overskæg, en cool, træt gang på Jorden, en forkærlighed for de mexicanske margaritas og unge piger. Men det er med en vis kedsomhed, at han ser bilen eksplodere bag sig - et hit, men ligegyldigt - og da den snøvlede forretningsmand Danny (Grag Kinnear) møder ham om aftenen i baren, er der lagt op til et venskab af de sære - de filmegnede: Modsætninger mødes. Kynisme møder naivitet, og hvem har brug for hvem? Tilsyneladende har Pierce Brosnan mest brug for venskabet. Det går dårligere og dårligere med at ramme målene, så måske er der et behov for at prale med sine indsatser over for en naiv bedsteborger fra (den ubegribeligt kedelige by!) Denver, Colorado. De morer sig sammen i Mexico, går til tyrefægtning (ubehageligt, mener denne anmelder og vil ikke skjule det ...), og Julian demonstrerer for sjovs skyld sin ekspertise i at dræbe - uden at dræbe. Han kan ikke mere. Sådan er handlingen, som mere og mere bliver Pierce Brosnans film om at ældes med stor ynde. Grag Kinnear har den tristere opgave at lægge op til Brosnans kynismer om piger og sprut og ærefuldt liv og ærefuld død. Han er fascineret og frastødt, men mest fascineret. Hvorfor? Her kunne filmen udmærket være dybere, men det bliver ved overfladen. Grag Kinnear er lykkeligt gift og har kun de normale traumer - hvad er det, som tiltaler ham så meget ved en lejemorder? Historien er fortalt i begravelsestempo uden overraskelser. Den kunne have udformet sig på teatret. Konversationerne mellem de to mænd råber på en director's »cut! «, men fortsætter uanfægtet. Tilbage bliver et udmærket glimt af Pierce Brosnans talent, også for at give sin figur en gådefuld farlighed, som Grag Kinnear lever på og søber i sig uden at yde nævneværdig gengæld. Hans kone (Hope Davis) bliver oplivet af mødet med den dødbringende problemknuser og ser fascineret på hans revolver. Der er en begyndelse til noget farligere, men det bliver ved begyndelsen. Af alle filmgenrer er thrillerkomedien den farligste: ikke spændende som thriller, ikke sjov som komedie, men noget midt imellem. Plus Pierce Brosnan, som utvivlsomt kunne skyde, hvis han ville.