I en alder af 68 år satte pensionisten fra New Zealand Burt Munro verdensrekord på sin motorcykel ved løbene i Bonneville, Utah. Det lykkedes ham at komme op på 340 km/t på sin gamle Indian - og rekorden er stadig ikke slået. Den slags bør der komme en film ud af, og det er sket med 'The World's Fastest Indian' ('Mit livs rejse'), som jeg ikke er den rette til at anmelde, kun til at beundre. Før jeg gik derind, troede jeg, det drejede sig om en indisk løber, og jeg sad længe og undrede mig over miljøet - en lille by i New Zealand, hvor den gamle pensionist fumler omkring i sit værksted og plager naboerne med støj fra motorcykelskuret og den upassede have fuld af ukrudt og slam. Inderen?? Langsomt går den mærkelige sandhed op for én: Det handler om en passion, en af de virkelige. At køre på motorcykel. At køre så stærkt, at man når op i himlen. Kvinder frygter fart, mænd gør det ikke, i hvert fald ikke alle. De psykologiske omstændigheder inde i hjernen på en 67-årig, som ikke frygter farten, kender jeg ikke, men jeg aner dem. Der må være en tale om en fornemmelse af, at døden ikke er afgørende, og det kan give sig udslag i bløde eller meget hårde mennesker, men i hvert fald usædvanlige mennesker. Man måtte finde en meget stor skuespiller til rollen. Det er sket. Anthony Hopkins er blevet manden med den gamle Indian, en helt henrivende og pragtfuld rolle, som Anthony Hopkins giver alt, hvad han ejer af menneskelig storhed og passion. Formentlig det bedste, Anthony Hopkins endnu har præsteret, alle hans onde, menneskeædende roller regnet med. For hans skyld skal man se filmen. Burt Munro tager en langsom rundrejse til de saltede, flade sletter i Utah fra den anden side af Jorden i New Zealand. Det er en roadmovie, og der er ingen skurke i verden, kun pæne folk, som vil den gamle det godt. De skæve eksistenser, han møder undervejs, bliver fromme og gode, fordi han møder dem uden fordomme. Han nedlægger et par gamle kvinder på vejen og bliver venner med en sød transvestit. Hans ærinde er rent: Han vil. Da han endelig når frem til konkurrencen, bliver han først diskvalificeret, fordi han ikke er meldt til, og fordi hans motorcykel nok er noget gammelt hjemmelavet lort. Det er den, men den sejrer. Gennem filmen går en frydefuld og fast tro på, at USA stadig er stedet, hvor god vilje og energi kan lykkes og blive til fuldkommenhed. Stædighed og ukuelighed hjælper. Det er en helt rørende venlig ... fartfilm.