I 'Samaritan Girl' fokuserer Kim Ki-duk på det udbredte fænomen lommepenge-prostitution. Unge skolepiger, som sælger sex for at kunne forsøde tilværelsen med ekstra lommepenge. De to koreanske teenagepiger Jae-Young og Yeo-Jin er et team. Jae-Young går i seng med kunderne, mens Yeo-Jin holder vagt, passer mødekalenderen og holder regnskab med pengene, der en dag skal gå til en rejse til Europa. Men der er ikke tale om en kinky variant af det kendte forhold mellem luder og alfons. Yeo-Jin er modstræbende. I virkeligheden forelsket i veninden og fuld af væmmelse over for mændene. Men suget med af Jae-Youngs mærkelige, næsten overjordiske sødme. Jae-Young, hvis ideal er den indiske kurtisane Vasumitra om hvem det berettedes, at sex med hende var så himmelsk, at hendes kunder på stribe blev omvendt til buddhismen. Måske er Jae-Young selv en slags erotisk helgen. Måske bare lettere bims eller dybt forsømt. Selv ikke Yeo-Jin ved noget som helst om veninden, viser det sig, da Jae-Young under en razzia med et smil springer ud af et vindue og slår sig ihjel. Samtidig flyver enhver mistanke om, at den koreanske auteur har lavet en smålummer, banal problemfilm samme vej. Efter Jae-Youngs død overtager Yeo-Jin hendes rolle. Om end på en lidt speciel måde. Systematisk opsøger hun parrets tidligere kunder og giver dem post-coitalt pengene tilbage! Yeo-Jin bor alene sammen med sin far, der er kriminalbetjent. Det er en kristen familie, og det er begreberne synd, skyld og soning, der her er på spil i en meget speciel iscenesættelse. Da hendes far under en drabsundersøgelse uforvarende kommer på sporet af sin datters fritidsbeskæftigelse, bliver skyldfølelse og selvransagelse eksplosivt konverteret til forestillinger om hævn og straf. 'Samaritan Girl' er et skoleeksempel på, hvor på én gang velkendt og fremmedartet asiatiske film ofte opleves. Miljøskildringen er ren realisme fra Seoul. Hverdag i en storby. Billedsproget er renset for mystik og holdt i en tør, selvfølgelig farveskala. Man får et indblik, men konfronteres hele tiden med det uudgrundelige. Måden kristendom og orientalsk religion uden videre blandes sammen. Måden det moderne, rationelle velfærdssamfund udfolder sig omkring en kerne af ældgamle æresbegreber og iboende fornemmelse for det kultiske. De religiøse, psykologiske og sociale temaer blandes sammen, så det er uhyre svært at vide, hvornår fortællingen er fortænkt, og hvornår den bare udspringer af en uvant tankegang. 'Samaritan Girl' er mindre helstøbt end mesterværket 'Forår, sommer, efterår, vinter... og forår' og sammenlignet med 'Tomme huse' mindre dybsindig og mere hårdkogt. Filmen, som vandt en sølvbjørn i Berlin 2004, kan snarere ses som et delvist indbrud fra Ki-duks »voldsramte« tidlige periode i de senere social-religiøse allegorier, som 'Samaritan Girl' grundlæggende også hører til. (U)skyld, soning, straf, tilgivelse. Ki-duk gennemspiller forløbet på sin helt egen måde i en film, der springer frem og tilbage mellem det hårdt skruede og det blidt neddæmpede. Som - emnet taget i betragtning - er uhyre blufærdig på det erotiske område, men til gengæld ikke lægger fingrene imellem, når skallen skal smækkes. 'Samaritan Girl' er ikke Ki-duks bedste film, men er absolut værd at se. Hvis man altså kan svensk nok til at læse underteksterne. For i modsætning til de to tidligere Ki-duk præsentationer i danske biografer har der i dette tilfælde åbenbart desværre ikke været råd til en dansk tekstning. Men hellere Kim Ki-duk på svensk end slet ingen Kim Ki-duk!