Hvad ligger der i ordet 'tilgivelse'? En gave, som gives, selvfølgeligt nok, men også en gave med tilgift - den lille forstavelse til siger, at den, der modtager tilgivelse, får noget mere tilbage end blot den (retfærdige) afregning. Sydafrika blev berømt for sin amnestipolitik, i virkeligheden en af nyere tids smukkeste statshandlinger, iværksat et langt stykke af biskop Tutu, som man aldrig skal glemme for hans indsats. Og så er der måske noget andet tilbage i den sydafrikanske virkelighed, en fornemmelse af, at amnesti også blev glemsel, og en fornemmelse af, at man kan leve dårligt med denne glemsel, som blev påtvunget og ikke fuldt ud accepteret i hjertet. Sådan har familien Grootbloom det netop i byen Paternoster på Sydafrikas forblæste vestkyst. Deres ældste søn Daniel blev myrdet af det sydafrikanske politi i apartheidstyrets dage. De har begravet hans tortur og hans død, men de har ikke glemt den. Og da den tidligere politikommissær Coetzee kommer til Paternoster for at modtage familiens personlige forladelse for den skyld, han pådrog sig, bringer han konflikterne op til overfladen. Forældrene er delvis gået i stå, mest moderen, som er syg. Faderen fisker og holder det ud. Men de to tilbageværende børn, pigen Sannie og hendes lillebror Ernest, er ikke så langt fremme i livet, at tilgivelse falder dem let. Pigen telefonerer i raseri efter den døde Daniels tre bedste venner, for at de skal kræve hævn over morderen. De tre drager af sted med våben. Hvad kræver det at tilgive? Mere livserfaring end Sannie og Ernest - og vennerne - kan mobilisere. Sådan er oplægget til Ian Gabriels debutfilm, som langsomt udvikler sig til en mægtig god historie, med vægten både helt oprigtigt på 'god', og vægten på 'god historie' i betydningen 'opbyggelig'. Tempoet er langsomt, og en patos hviler over Ian Gabriels billeder af den - jeg er lige ved at sige 'ædle' - mand, som opsøger dem, han har voldt ondt. Ian Gabriel ynder de filmiske 'dødboldsituationer' - billeder af situationer, som langsomt forvandler sig til handling. 'Jeg går med dig', siger broren, mens han sidder, og så rejser han sig, og så går han med ... men så langsom er måske reaktionstiden langt ude i Sydafrika? Gradvis bliver filmen vedkommende og mættende for sindet, fordi den lader os ane noget om omkostningerne ved at tilgive. Den pæne mand Coetzee er måske nemmere end mange andre sydafrikanere, for selv om han er pillemisbruger og har synsforstyrrelser oven på sin fortid, tror vi måske ikke helt på, at han også udøvede tortur og dræbte. Der er andre skyldnere end ham, for at pengene og meningen skal passe. Og de skyldnere vil bringe skylden videre. Trods indvendinger mod et filmsprog, som ligger os fjernt - vi har set for mange amerikanske film! - gør 'Tilgivelse' et dybt og smukt indtryk. Den er næsten Henrik Ibsensk i sin regelrette og omhyggelige afdækning af alle fortidens traumer, men den springer også op med et sært brat, og umisforståeligt, krav: Du skal tilgive, for at det onde kan slutte. Det onde slutter kun delvis i filmen.