Den religiøse fanatisme forbinder man måske ikke så meget med engelsk provinsliv, og enten har jeg noget at lære, når jeg ser en flok britiske landsbybeboere i flok, bærende på det store brune trækors, som skal rejses på en vindblæst bakke i byens udkant - eller også er instruktøren Pawel Pawlikowski noget for optaget af sit tema om religionen som den store skyldner og forræder i engelsk samtid. Den anden store skyldner er den dybe sociale forskel mellem de to unge piger Mona og Tamsin. Mona bor hos sin storebror, som har haft en pub, men som nu er blevet frelst af Jesus Kristus. Spiritusen hældes i vasken, og de frelste/fordømte indtager det lille lokale med bønner og velsignelser. Mona er neurotisk, ulykkelig, moder- og faderløs, en stakkels engelsk teenager uden anden livsudsigt end børn (måske) og kræft (måske). Hun ryger cigaretter og strejfer rundt og møder overklassepigen Tamsin, som spiller cello i det store hus, og Tamsin er lige så forladt af sine forældre, der vist har med en fjern skuespillerverden at gøre. Tamsin kommer ridende på sin hest - mens Mona ikke engang har en motor til sin knallert. Men det får hun. Hun får også samtidig et livsindhold og en dyb forelskelse i den forkælede egensindige Tamsin, som lytter til Edith Piaf og ryger lige så mange cigaretter og oven i købet har haft en søster, der er død af anoreksi ... Fælles skibbrud? Det smukke ved filmen er den voksende sommerkærlighed mellem de to unge piger, som er så forskellige og alligevel så fascinerende ens. Noget er faldet ud af begges liv. En mening, en hensigt, en opdragelse, ville englænderne sige, og som kompensation for meningen har de hinanden. En køn og tilsyneladende selvsikker pige, vi ikke kender, men frygter - Emily Blunt som Tamsin - og en ikke så køn pige, vi kender meget bedre, Natalie Press, i et smerteligt portræt af ungdom, som allerede er forrådt, men prøver og prøver igen, i løbet af en sommer. De taler om kærligheden og døden og strejfer rundt i det hellige miljø - som også er kompensation og bedrageri og livstab. Den ene pige er farlig - og desillusionerer både den omvendte, troende bror og Mona. De er legetøj og tidsfordriv for hende. Men de to søskende bliver også for alvor sjæleligt mærkede af at blive leget med. Så hvem svigter hvem? Det er en stille film, som kunne have fortalt mere realistisk omkring pigernes situation og navnlig om broderens kvaler, end den gør. Men den har en talentfuld debutant i Natalie Press, som spiller Mona, og den vandt ikke helt ufortjent prisen som bedste britiske film på BAFTA. Gloria er en eneste biograf, som binder an med skildringen af det stille miljø, hvor sorgen gløder som flammer.