Baseret på virkelige begivenheder. Nogle gange er oplysningen blot et skuldertræk værd. Andre gange er det dramaets kerne, fordi det er her, identifikation og indlevelse opstår. Ville den australske gyser 'Wolf Creek' bare have været endnu en udspekuleret seriemorderfilm, hvis den ikke havde været baseret på ægte rædsler? Nu er det i hvert fald, hvad der får én til at se 'Wolf Creek' med nervøs knugen i maveregionen. For fy for pokker, hvor bliver det væmmeligt, da tre unge rejsende Ben, Christy og Liz smider rygsækkene om bag i en brugt bil og begiver sig ud i den australske ødemark. At der er tale om en slags virkelige begivenheder bliver illustreret af æstetikken i Greg McLeans dogmeinspirerede film. Kameraet er håndholdt, fortællingen både langsom og hurtigt springende, som når det sminkede lig af en bil skrumpler rundt på de hullede veje, der fører til meteorkrateret Wolf Creek. Da de kommer tilbage til bilen fra krateret, er motoren død. Heldigvis bliver de reddet ud af suppedasen af den flinke bondeknold Mick Taylor. En hyggelig fætter til Crocodile Dundee, der ved nærmere bekendtskab desværre viser sig at have et mildest talt mindre godmodigt og mere sadistisk forhold til sin store kniv end sin joviale landsmand. 'Wolf Creek' bliver en af de sjældne gysere, der virkelig kan få det til kvalme grænsende ubehag på banen. Bygget på virkelige begivenheder, som den er. Filmen omtaler dem kryptisk. Af pressematerialet fremgår det, at det handler om Wolf Creek-morderen Ivan Milat, der i 1992 blev dømt for drab på syv personer. Men hvor stort er sammenfaldet? I 'virkeligheden' er rædslerne skabt af fri fantasi krydret med detaljer fra en række opsigtsvækkende australske mordsager. Er der overhovedet basis for etiketten 'baseret på virkelige begivenheder'? Den er højst tvivlsom. Hvilket så at sige i uhyggelig grad fungerer efter hensigten.