Når man genser den første film fra serien om 'The Pink Panther', der ganske ofte løber over en tv-skærm i ens nærhed, er det slående, hvor forudsigelig, langsom og umorsom, den egentlig var. Eneste berettigelse er Peter Sellers' sylespidse og nådesløse udlevering af den seksuelt underernærede og indebrændte dummepeter af en fransk kriminalinspektør. Alligevel mener den amerikanske komiker Steve Martin, at det er på tide at lade Jacques Clouseau genindtræde på arenaen - i egen skikkelse. Hvad får vi så ud af Hollywoods beslutning om at sprede en masse dollar ud over Paris og Frankrig, hvor den mildt sagt kritiske holdning til amerikansk kultur måske nu er knapt så skarp? En ny inspektør, naturligvis. Clouseau taler stadig engelsk med overdrevet fransk accent og er selvsagt fortsat enfoldig og opblæst, som altid. Landbetjenten, der her hales ind til Paris for udelukkende at forkludre opklaringen af mordet på træneren for det franske fodboldlandshold og tyveriet af diamanten Den Lyserøde Panter, så andre kan få æren, er en paragrafrytter af den mest irriterende slags. Men nu er han også bondesnu, usympatisk og beregnende. Det er kort sagt nærmest umuligt at holde af Steve Martins genoplivede klovn. Det er nok umuligt at forestille sig en Clouseau uden den franske accent, som både var det originale forlags varemærke og en foræring til en sjældent ondskabsfuld, komisk begavelse som Peter Sellers. Her fik briterne chancen for at tage sprogligt pis på manieret, fransk arrogance og selvhøjtidelighed. Men i en globaliseret tid, hvor det for længst er blevet comme il faut (undskyld) at lade selv brede film med internationalt sigte foregå på nationalt sprog, virker det mere ufrivilligt komisk end morsomt, når Steve Martin snøvler løs på frangelsk. At han ikke besidder Peter Sellers' fine sprogøre og evne til at udstille snobberiet, gør ikke sagen bedre. Med en humoristisk hovedmotor, der højst kører på halvt kraft, må filmen forlade sig på sine jokes og gags. Men de gentages desværre i det endeløse og kører så langsomt, at man har regnet pointen ud, længe inden Steve Martin får kludret sig hen til den. Den moderniserede panter er langt mere en familiefilm end forlægget, som bød på udpenslede mordscener og sexscener, der viste langt mere end de bornerte antydninger, vi må nøjes med her. Hvilket kun understreger, at filmens univers, den flirtende lummerhed, humoren og pointerne om underernærede embedsmænd, bare lå bedre til de uskyldsrene tressere og de stadig legesyge halvfjerdsere. Panteren er blevet indfanget og tæmmet til en bovlam skødehund for familien Amerika, og det klæder den ikke. At man sagtens kan indspille familiefilm med tumpede pansere og elegante tyve, behøver man jo bare at slå op under Egon Olsen i strafferegisteret for at vide. Sådan en redelighed kan end ikke den smækre sangerinde Beyoncé Knowles løfte op, selv om både hun og især Jean Reno som Clouseaus hjælper, Ponton - fünnyie, ikke sandt? - gør, hvad de kan, i birollerne. Stakkels Kevin Kline, derimod, er ladt helt i stikken som politichef Dreyfus. Synd for ham, synd for den nedslidte panter, der er blevet malet knaldrød kun for at eksplodere som Birthe Kjærs gamle gummibåd af samme kulør. Den varme luft siver ud sammen med Hollywoods astronomiske markedsføringsbudget. Som Clouseau ville sige: »Sikke noget lüüürdt!«.