'Min film om Grønland' er undertitlen på Anne Wivels Grønlandsfilm 'Menneskenes land'. Dermed garderer hun sig allerede på titelbladet imod at blive beskyldt for at præsentere den objektive sandhed om Grønland. Det er Anne Wivels subjektive Grønlandsportræt baseret på flere års research og optagelser, det er et portræt tegnet fra forvirrende mange vinkler for at få flest mulige nuancer med, og dets gennemgående stemning er hverken for kønt eller for muntert, selv om der er lyspunkter. De mange facetter er umiddelbart noget af det fascinerende og prisværdige ved filmen. Men der er så mange af dem, at man ikke kommer til bunds i nogen af dem. Et tema er det nordligste Grønland, hvor vintermørket er døgnlangt, hvor selvmordene er mange, og hvor en psykiater på sin diktafon indtaler kuldslående referater af samtaler med patienter, der helt ned i 8-års alderen - for pigers vedkommende - har været udsat for massevoldtægt. Et andet emne er unge, musikalske fyre, som rapper og synger om forældregenerationens misbrug af alkohol og tjald. En tredje historie er det betændte forhold til de danske magthavere før, nu og i fremtiden. Det tema visualiseres ikke blot af interview med en kvinde, som blev tvangsforflyttet fra en boplads i Thule til Qaanaaq i 1953, da den danske regering gav amerikanerne lov til at forvandle bopladsen til en militærbase. Grønlands relation til Danmark og mulige løsrivelse fra Danmark skildres også gennem talrige optagelser af politikere, der taler til andre politikere i formelt, langsommeligt og rent ud sagt kedeligt politikersprog. Selv om mange af historierne er nedslående, giver de unge musikere håb, og hele filmen giver indtryk af, at den er Anne Wivels kærlighedserklæring til Grønland. Når man ved, hvor svært det er at formulere sin gerne dobbeltbundne kærlighed til et enkelt menneske, er det forståeligt nok en voldsom opgave at rumme alle sine mere eller mindre modsætningsfyldte følelser for et helt land i en enkelt film. Anne Wivels bud er blevet en kakofoni af billeder, stemmer, budskaber og toner. Sommetider er det - ved god hjælp af klipperen Nanna Frank Møller og komponisten Povl Kristian - en musikalsk fortalt kakofoni. Andre gange er den kaotisk. En floskelforestilling om Grønland og dets befolkning er 'Menneskenes land' ikke. Anne Wivel undgår at vise for mange stereotype billeder af sejlende isbjerge, blødende sæler, storslåede solnedgange og tandløse sumpere. Det er alt det andet, hun fortæller om. Eftersom oplysningerne i filmen er så mange og ikke altid fremstår synlige nok, ville det måske have været en idé, hvis hun for en gangs skyld havde brugt en fortællestemme, der havde gjort nogle af de lange indslag med politikerne overflødige. Det havde skabt bedre plads til alt det andet. Noget af alt det andet er legende børn i pink, blå, gule og grønne flyverdragter. De løber rundt i sneen foran en boligblok, som ligner en skrammet skoæske smidt på et fjeld. Ingen har lyst til at bo sådan et sted. Men alle har lyst til at være ungerne, når man ser dem kaste sig omkring i sneen sammen. I den scene er modsætningen klar og velfortalt.