Det farvestrålende, fattige menneskemylder i Indiens slum. De svale golfgrønne plæner omkring den danske overklasses herresæde. 'Efter brylluppet' starter med at opridse den hårdest tænkelige kontrast mellem to verdener. Modsætningen mellem det danske hjemmeliv og den store verdens barske realiteter genkender man fra Susanne Biers sidste film 'Brødre'. Ligesom 'Brødre' er også 'Efter brylluppet' undfanget af Bier og Anders Thomas Jensen i fællesskab, hvorefter sidstnævnte har skrevet manuskriptet. Men det viser sig hurtigt, at den ydre dramatiske kontrast i 'Efter brylluppet' er mindre snarere end større. Hvor Susanne Bier i 'Brødre' både blev i familiens ramme og sprængte rammen for at kunne fortælle om den store verden, er det her en mere ensrettet trafik. Her er den store verden en anledning til at vende tilbage til den velkendte ramme og sige noget meningsfyldt om familien som organisme. Den intense, problematiske familie som fra første færd har været Susanne Biers selvvalgte arena. Jacob (Mads Mikkelsen) lever og ånder for sit lille børnehjem i Bombay, hvor han nærmest har adopteret gadedrengen Pramod. Danmark har Jacob uvist af hvilke årsager kun hån og bitterhed tilovers for. Økonomisk lever børnehjemmet imidlertid på lånt tid, så da en rigmand i Danmark tilbyder sig som sponsor på betingelse af, at Jacob kommer til forhandlinger i Danmark, må han bide i det sure æble og vende hjem. Milliardæren Jørgen (Rolf Lassgård) inviterer Jacob med til sin datters bryllup. Her viser det sig, at Jørgen er gift med Jacobs ekskæreste Helene (Sidse Babett Knudsen), der i sin tid efterlod ham i Indien. Foruden to lyshårede purke har parret den voksne datter Anna, som Jørgen ikke er biologisk far til. Men måske er Jacob. Som forståeligt nok er mildest talt skeptisk over for rigmandens påstand om, at det hele er et mærkværdigt tilfælde. Men hvis det ikke er et tilfælde, hvad er da Jørgens motiv? Langt hen ad vejen er 'Efter brylluppet' en film, der hellere stiller spørgsmål end besvarer dem. For hvad pokker handler den egentlig om? Om at løbe fra sit ansvar eller tage det, hvor man finder det? Om den mudrede motivforskning i forholdet mellem galde og godhed, skuffelse og trofasthed. Om blodets bånd, der ikke fornægter sig. Men også om det stik modsatte. Om hele livet at have mulighed for at finde og miste hinanden. En masse tråde, der egentlig ikke samles til et klart billede, men alligevel bliver til et følelsesmæssigt medrivende familieportræt. For er plottet tæt på at virke konstrueret, er figurerne og psykologien det til gengæld ikke. Spillet imellem dem og de ukendte faktorer leverer rigelig med suspense. Emotionelt ligger livet i baghold på de mennesker, der skal leve det; en grundfornemmelse som filmen igennem understreges af det snigende, angribende, lumsk levende kamera. Som personinstruktør har Susanne Bier i 'Efter brylluppet' et stensikkert greb om tingene. Det er en film, som suger sin afgørende energi fra en stribe meget stærke skuespilpræstationer. Mest imponerende er den kun 20-årige Stine Fischer Christensen, der åbenbarer sig som et kæmpetalent i rollen som Anna. Rørende ud over enhver beskrivelse som sårbar og seksuelt vakt ungbrud, mens hun i de afgørende tætte scener med veteranerne Mads Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen og Rolf Lassgård spiller med en blanding af hudløshed og overblik, der skriver GENNEMBRUD bøjet i neon. Også Rolf Lassgård yder med pondus og gedulgt farlighed en gennemført stor præstation som den whiskyglade rigmand med de skjulte dagsordener. Selv om historien vel egentlig ikke kalder på en svensk skuespiller, sørger Lassgård for, at man ikke et sekund efterlades med den lidt for velkendte følelse af alibi, der i kølvandet på en sammenstrikket koproduktion ofte ses som et usynligt prisskilt flagrende fra udenlandske skuespilleres buksebag. Mads Mikkelsen yder en gennemført seriøs præstation i den svære rolle som det gode menneske med bitter bagage og brillerer især i scenerne med Stine Fischer Christensen. Den kampberedte rappedullehumor står hele tiden på spring i Sidse Babett Knudsens mund. Man sidder med livet i hænderne. Men doseringen holder. 'Efter brylluppet' er en film, der på én gang satser på det sikre og det ukendte. Med sine kendte ansigter placeret i familiedramaets ramme tilpasset dansk films mainstream. Men samtidig med sit åbne plot, sin suspense og den store verden som reference i en fortælling om valg og skæbne også med en kærkommen bismag af Graham Greene'sk moralsk dilemma. 'Efter brylluppet' er værd at se især pga. skuespillet. Men også en film, der, fordi den længe holder kortene tæt ind til kroppen, og med sit flakkende fokus fra figur til figur, godt kan få mere end en smule svært ved at få fortalt publikum, hvad den egentlig er for en størrelse.