Disney har grebet dybt i lommerne og købt computeranimation-pionererne Pixar. Det forstår man sørme godt, når man ser Disney-koncernens eget bud på en 100 procent computeranimeret tegnefilm! For magen til sølle skravl af en 'Lille Kylling' skal man da lede længe efter. Idéen med at lave en spillefilm ud af remseeventyret om lille Kylle Rylle, der, »det filde, detfalde«, troede, den fik himlen i sin hovedskalle, er i sig selv ikke ligefrem nogen lysende genistreg. Og herfra går ikke meget godt. Animationen er ucharmerende, stilen skinger, og uanset om figurerne er fugl eller fisk, bliver filmen hverken-eller. Når man er nødt til at proppe fuglenes næb med tænder for at opnå blot et minimum af udtryksfuldhed, er man tæt på falliterklæringen. 'Lille Kylling' er en mere umorsom end fjollet skolehistorie krydret med rumvæsner og baseball, hvor de spæde tiltag til respektløs komik skal løbe spidsrod mellem Disney-ideologernes selvcensur og familieværdier. Historien om den lille mobbede hanekylling, der skal blive stærk som sin store far og få fjer på brystet, slår 117 knuder og kompromiser på sig selv for at underholde nutidens børn uden at støde de voksne på manchetterne. Det er håbløst. Men har man ikke ægget til at udklække en god historie i kurven, kan man altid begynde at citere fra andre film. Det er tidens lette løsning. Det er da dæleme postmoderne ironi, men Disney & Co. har åbenbart ikke opdaget, at også niveauet i dén genre efter 'Shrek' er blevet temmelig højt, hvis det skal gå for at være morsomt. 'Lille Kylling's citater fra 'Alien', 'Nærkontakt af 3. grad', 'Signs' og 'Klodernes kamp' er trods et lille tilskud af japansk inspiration både forudsigelige og trætte. Uanset hvor mange millioner Disney har måttet punge ud med for Pixar, er det at dømme efter 'Lille Kylling' næppe en cent for meget.