Et stærkt billede: den dræbte soldats kiste, der står forladt tilbage i sandet, mens ørkenblæsten rusker meningsløst i det irakiske flag, der omsvøber den. Det syn vil man nok glemme lige så sent som slutbilledet i 'Vodka Lemon', den kurdiske Hiner Saleems første film på danske lærreder sidste år: klaveret i sneen. Klaveret stod både for eksistenskampens ydmygelse, salget af familiens stolteste eje; og for eventyrets musik som eneste udvej af elendigheden. Lige så dobbelt står nu kisten i sandet som symbol på den 'catch 22'-fælde, hovedpersonen Ako er fanget i, mellem sit folks afmagt og sin individuelle overlevelsestrang. Han er kurder og tvangsudskrevet til Saddams krig mod Iran, levende barrikademateriale for et diktatur, der er ham fremmed, og som selv myrdede hundrede tusinder af kurdere. Skal han gøre sig selv til invalid for at blive hjemsendt? En mere værdig udvej bliver at bringe en dræbt kammerats kiste hjem til slægten, ad landeveje, hvor en enorm Saddam-statue også hele tiden dukker op. Men kistetransportens arabiske chauffør læsser liget af og stikker af med bilen, så kurderen må svigte sin døde landsmand og lade kisten stå - for selv at kunne fortsætte til fods. I en forladt landsby gemmer desertøren Ako sig nu med kone og barn - plus en vidunderligt muggen svigerfar, bundet til sengen af alderdom, men stærk nok til at kæfte op, hver gang de unge overvejer flugt over bjergene til Tyrkiet - uden ham. Den gamle krakiler yder sit tandløse bidrag til de mange komisk-resignerede glimt, der er hele charmen ved denne meget løst sammenrimpede roadmovie, hvis form ærlig talt langtfra er noget svendestykke. Både komiske og brutale scener fra fronten trækkes for længe ud, den irakisk-kurdiske konflikt fremstilles i skarpt sort-hvidt, stormagternes rolle ignoreres bekvemt, og karakterer og forløb blafrer løst skitseret i blæsten - alt i den poetiske friheds misbrugte navn. Men samme barske poesi som i 'Vodka Lemon' finder Saleem her i landskaber og ansigtstræk, nu med Robert Alazraki bag kameraet. Flugten lykkes åbenbart. I Paris jubler det unge par over Saddam-styrets fald: »Vi er fri!«. Fogh vil holde af scenen, men som optimistisk postulat står det i kontrast til vores indtryk i dag af et land mellem borgerkrig og besættelses-, undskyld beskyttelsestropper. Og i grel modsætning til den kulsorte humor i kurdernes anderledes troværdige mundheld tidligere i filmen: 'Vores fortid er trist, vores nutid er tragisk - men heldigvis har vi ingen fremtid!'.