En nation kan blive nødt til at gå på kompromis med sine egne værdier - for at forsvare disse værdier! Sådan lyder logikken - eller paradokset - bag Israels gengældelsesaktioner efter den palæstinensiske gidseltagning, der kostede 11 israelske sportsfolk livet under OL i München 1972. Foruden øjeblikkelige militære aktioner mod PLO-baser og flygtningelejre opsporede og myrdede israelske agenter i den efterfølgende tid 11 palæstinensiske bagmænd. Det er dette tophemmelige øje for øje-hævntogt, ministerpræsident Golda Meïr (spillet af Lynn Cohen) argumenterer for med den diskutable logik i Steven Spielbergs ny film. Og som fortællingen sætter på spidsen ved at dele synsvinkel med ham, der skal lede denne håndfuld statsautoriserede snigmordere. Helliger målet virkelig alle midler - ligesom for terrorister? Eller forråder den slags midler netop målet? Det paradoks er selvfølgelig blevet aktualiseret af 'krigen mod terror', og 'München' kan ikke undgå at virke som historisk spejl for USA's (og Danmarks) helt aktuelle Irak-dilemma - ligesom Spielberg med stof fra Anden Verdenskrig før har iscenesat diskutable etiske, politiske og militære pointer om humanisme, patriotisme osv. Men 'Schindler's List' og 'Saving Private Ryan' kan 'München' nu ikke måle sig med. Af flere grunde. For det første får den altdominerende hovedperson, Avner, fhv. livvagt for Meïr, aldrig rigtig dybde. Skal han blive hjemme hos sin smukke kone og den førstefødte - eller risikere liv og sjælero for at tjene sit land og dermed beskytte de kære? Denne kliché af et dilemma har Eric Bana, der spillede Hulk og Hector i 'Troy' med troskyldigt ædelmod, slet ikke nuancer til. Endsige til rutsjeturen fra naiv patriotisme til selvplagende mareridt. Baggrund eller motivation for de fire andre agenter, han alligevel leder med stor handlekraft, får vi slet ingen besked om - vi skal bare identificere os med deres modbydelige mission: at opspore og udrydde de 11 palæstinensere i Rom, Paris, Beirut, Athen, på Cypern ... Opgaven løser de til et bogstaveligt 13-tal: Der ryger to arabiske ledere ekstra med i købet. Som modvægt til tilskuerens spontane afsky for selv gammeltestamentligt begrundede snigmord er 'dokumentariske' scener fra den brutale gidseltagning i München klippet ind, i form af Avners mareridt. Men legitimerer det ugerningerne, at hans liv nok er ødelagt og gruppefællernes med? Som de to erfarne agenter brænder irske Ciarán Hinds og tyske Hanns Zischler lige igennem, mens de yngre Daniel Craig og Mathieu Kassovitz knapt når at træde i karakter. Michael Lonsdale og Geoffrey Rush er forventet virtuose som hhv. fransk kontaktbagmand og Mossads glatte føringsofficer, og Spielbergs faste kameramand Janusz Kaminski har sin andel i nervepirrende scener og kameravinkler, som Hitchcock kunne have været bekendt. For eksempel i en af de første likvideringer, hvor de planter en telefonbombe hos en palæstinensisk eksilleder i Paris - men da de ringer op, bliver telefonen taget af hans 8-9-årige datter, der burde være på vej til skole! Dér er hele filmens etiske paradoks krystalklart sat på spidsen. Men med et uvant dramaturgisk svigt fører Spielberg os gennem yderligere et par timers kulsort rejse ned gennem tilintetgørelsesteknikkernes onde, ja, monotone spiral - uden at nå dybere ned i dilemmaet. Den, der griber til sværdet, må omkomme ved sværdet, og det gælder tilsyneladende både terrorister, agenter og hele nationer.