Det er vel egentlig sjældent, at man får et chok, når man går i biografen. Gysere ved man kan chokere, men man ved også, at filmen er optaget, og at skuespillerne formentlig har overlevet. Anderledes med 'Zozo' af den arabisk-svenske instruktør Josef Fares, som også interesserede danskerne med filmen 'Jalla! Jalla!'. Her får tilskueren pinligt våde øjne og hjertebanken. I hvert fald i starten, da vi præsenteres for den 11-årige dreng fra Beirut, Zozo, og hans familie i slutningen af 1980'erne. Bomberne falder i byen, men familien er fredelig og håber på at kunne rejse til Sverige, hvor Zozos farmor og farfar bor. Så falder der endnu en bombe over byen, og det gør ondt i hjertet. Den lille mørkøjede dreng er brat blevet alene med frygtelige minder. Alt, hvad han har tilbage, er de mange familiepas og flybilletten og en lille rød kuffert. Hans storebror forsvinder. Og her begynder så det 'søde': en kylling, der taler til ham. Den skal nok holde ud hjemme i det udbombede Beirut, men Zozo skal bort til det velsignede Sverige, hvor himlen er lys og bombefri, og pigerne også er lyshårede og går i skole. På vej til lufthavnen møder Zozo en libanesisk pige, som også vil af sted. Det går ikke. Faderen kommer og henter hende (og banker hende) - men en eller anden menneskelig nåde hos en lufthavnsperson - eller bare velvilje - sender Zozo af sted til klodens paradis, Sverige. Så handler filmen om, hvad der sker psykologisk, når man er en flygtningedreng, der kommer fra nogle timers rejse et sted på kloden til den anden ende af verden, folkets hjem, Sverige. De har ingen Pia Kjærsgaard derovre, de har velvilje. Og her bliver Josef Fares pædagogisk i sin allegori. Hvordan er det, set indefra, at komme til folkehjemmet? Farfar - glimrende spillet af amatøren Elias Gergi - som blot fik en opringning i Libanon fra sin søn, der driver restaurant i Trollhättan! - oplærer Zozo i sit hjemlands traditioner: Du skal slå fra dig og være stærk. Han er af den generation, som er blevet socialt tilpasset, men ikke kulturelt integreret. I Sverige slås man ikke? Jo, man gør, lige så brutalt, men mere raffineret. Zozo kommer i skole og bliver mobbet af de svenske drenge, så han må købe sig til venskab med blyanter og viskelæder, som han har stjålet. En diskret begyndelse på flygtningekriminalitet? Hvordan tackler man de andre børns overfald, når man ikke har sproget som sin fæstning og sit våben? Og når ens nærmeste ven er en farfar, som dog ikke fatter normerne i det moderne Sverige? En farfar, som selv er voldelig og stolt? I rollen som Zozo har Josef Fares - selv født i Libanon og emigreret til Sverige - fundet en fantastisk arabisk dreng (Imad Creidi), som kunne være vores bror, men som har en anden kulturbaggrund. Blid, deprimeret, hidsig, rådvild og først og fremmest meget, meget sød. Måske er skildringen af Zozos skæbne for meget formet af Fares' eget engagement - men langt hellere det end den kønsløse Hollywoodfilms asketiske afkald på mæle og mening. Filmen konkurrerer til oscarprisuddelingen i kategorien 'Bedste udenlandske film'. Det er længe siden, svensk film er blevet præmieret. Her er en oplagt mulighed - og en mulighed, som bliver sandsynlig, fordi Josef Fares har en professionel filmskabers evne til at skabe pointer ud af smukke billeder og kort fortalte situationer. Man sender aldrig folketingsmedlemmer i biografen. De har så travlt. Og de kan vinke afværgende med hånden og sige: »Sentimental«. Men hvis jeg var Christian Mejdahl - Folketingets formand - ville jeg alligevel prøve at udstede et par invitationer.