Titlen 'Don't Come Knocking' er kun halvdelen af sætningen »Don't come knockin' if the trailer's rockin'«. Teksten på det skilt, som cowboyskuespilleren Howard Spence hænger op på døren, når han i sin trailer har gang i sprut, coke og barmfagre blondiner. Hvilket er stort set hele tiden. Indtil den dag, Howard sadler hesten, skrider midt under optagelserne til endnu en western og med de seriøse tømmermænd, der må følge en druktur på 30 år, begiver sig ud i virkeligheden for at finde sit eget kolde spor. Eller måske rettere finde sporet efter en generation, der var så opslugt af sig selv og sine egne kicks, at den glemte alt andet. Hermed har Sam Shepard serveret et rigtig godt oplæg for sig selv. Manuskript- og skuespilforfatteren, der også arbejdede sammen med den tyske instruktør Wim Wenders på klassikeren 'Paris, Texas', har nemlig denne gang selv valgt at spille hovedrollen. Hans på én gang vejrbidte og sårbare ansigt og slagfærdige spil giver et overbevisende portræt af en mand, der altid har været til fals for enhver fristelse og impuls og først sent og halvhjertet konfronterer sin egen følelse af at være blevet udhulet. Den halvgamle cowboy opsøger sin gamle mor (en skøn Eva Marie Saint!) og opdager, at han har en søn med en gammel flamme i provinsbyen Butte, Montana. Men som fortælling om det famlende møde mellem far og søn er Shepards historie ikke kun blevet forståeligt nølende, men desværre også uden bid. Det er således den erfarne dramatiker Sam Shepard, der noget overraskende er svageste led i kæden. Kombineret med den Wenderske hang til at formulere sig vidtløftigt og tungt lastet med symbolik bliver 'Don't Come Knocking' en smule blød og svampet i kanterne. Til gengæld har filmen andre nok så store kvaliteter. Jessica Lange leverer en strålende, vital præstation som Howards gamle kæreste, servitricen Doreen. I en konfrontation med Howard forener hun bitterhed og skraldlatter i en fuldstændig afvæbnende scene. Også Tim Roth skaber en helt original bifigur ud af den civiliserede og pertentlige engelske sporhund Sutter, der skal fragte Howard tilbage til filmoptagelserne og undervejs, næsten, kommer på sporet af sin egen fanatisk undertrykte sanselighed. Det er præstationer, der opvejer de mere demonstrative og vage profiler hos filmens unge spillere, der lider under det åg at skulle udtrykke filmens demonstrative håb til fremtiden. Men 'Don't Come Knocking' er mere end noget andet Wim Wenders' amerikanske billeder. Fra det første af Franz Lustigs billeder, hvor et par 'øjenhuler' viser sig at være spektakulær erosion i en rødlig klippeformation ved siden af en detaljeret dagmåne, er filmen en visuelt entydig og indholdsmæssigt tvetydig kærlighedserklæring til det amerikanske. Stærkt inspireret af det hyperrealistiske amerikanske fotografi udadtil værdineutrale stråleglans, som det bl.a. er defineret af William Eggleston. Cowboyfilmen med den mere end en smule symbolske titel 'Phantom of the West' starter og slutter på én gang typisk og ironisk i John Ford-filmenes arketypiske Monument Valley. Cowboyfilmenes mytisk-visuelle livmoder. Herfra begiver 'Don't Come Knocking' sig ud i et provinsbyernes Amerika, hvor neonkasinoet gløder, fitness-folket sveder bag butiksruderne, og det flotte amerikanske flag smælder stolt mod en strålende, klar, blå himmel. Så tømt for betydning, at det giver mening som udgangspunkt for en ny begyndelse. Eller måske bare spejler de mange forskelsløse dage i en fordrukken cowboyskuespillers eroderede erindring. I et Amerika, som er overrumplende tavst. Næsten som om det afventer, hvad der skal ske, nu hvor Wim Wenders og Sam Shepard rydder bordet og giver ordet og stafetten videre til de unge kids i et retningsforstyrret og forældreløst Amerika.