Hvor svært kan det være? Meget svært! Jane Austens 'Pride & Prejudice' er en steady-seller på filmmarkedet, og den begyndte i sin tid med Laurence Olivier i rollen som den tavse, ædle mr. Darcy. Et sexsymbol til evig tid. Men siden kom jo BBC's fem timer lange serie med Colin Firth i rollen og med Jennifer Ehle som hans kække, elskede Elizabeth Bennet. Ingen, som har set den serie (fås på dvd!), kan finde noget virkeligt behag i andre, nyere versioner. Den serie var som sendt fra himlen, velspillet i alle roller, vittig, moderne, gribende og med Colin Firth, som sagt, som ekstra bonus til de (vi!) mange forelskede. Darcy er en romanfigur og en filmrolle. Colin Firth sagde engang, at han ikke ville ønske sig at spille rollen i radioen: »Læg godt mærke til mig - om et øjeblik vil jeg nemlig absolut ingenting gøre!«. Det ville ikke være tænkeligt på radio, men på film kan man jo seud. Det må enhver mr. Darcy gøre. Og Colin Firth gjorde. Ydermere - jeg bliver ved! - havde BBC-serien den fordel, at den faktisk viste en Darcy i fuldt firspring fra sit gods Pemberley for at frelse familien Bennet fra den forsmædelige skandale - nemlig at den yngste søster i familien, Lydia, var taget af sted med historiens skurk, den charmerende, men upålidelige mr. Wickham. Når Jane Austen kaldte ham det, skulle de sprogkyndige englændere nok smell arat. Man så på BBC-filmen Darcy ankomme til London, et snusket 1800-tals hul med skøger og kriminelle, og man forstod, at han havde givet Wickham et tilbud, Wickham ikke kunne afvise: penge og ægteskab med denne uansvarlige søster Lydia. Det er faktisk en væsentlig pointe i Jane Austens roman, at det er denne ædle, om end tavse handling, som overbeviser Elizabeth Bennet om, at hun har taget fejl af Darcy: Hendes fordom ( prejudice) har fejlfortolket hans stolthed ( pride). Og så elsker hun den mand, hun før kun har været modvilligt tiltrukket af. Filmen, som kun varer et par timer, sender ingen Darcy af sted for at redde Bennet-familiens ære. Bevares, vi hører om det, men det centrale i pointen er forsvundet. De behøver ikke at læse videre, hvis De ikke kender 'Pride & Prejudice'. At gengive handlingen i detaljer bliver nemlig for indviklet - De skal blot vide, at familien Bennet er pæn, men halvfattig, og har fem døtre, som gerne skal afsættes til giftermål, hvis ikke fætter Collins, præsten, skal overtage deres hus, når fader Bennet er død. Det er en vild tankegang (igen underbelyst i filmen!), men juridisk helt gyldig i England i begyndelsen af 1800-tallet. Ud over at være en dreven og meget, meget underholdende forfatter af kærlighedsromaner var Jane Austen også en tidlig feminist og social oprører. Den feministiske side af hendes værk kommer til gengæld smukt frem i Keira Knightleys skildring af Elizabeth. En frisk, dristig, klog, ikke så koket pige, den pige, vi alle så gerne ville være, om så det skulle koste kærligheden. Også dengang foretrak gentlemen nemlig blondiner. Men Elizabeth er ganske mørkhåret og fast i kødet. Når man har glemt BBC-serien, kan man, med måde, sætte sig tilbage og lade sig underholde af den debuterende instruktør Joe Wrights kostumer og forviklinger. Gamle fader Bennet (Donald Sutherland) giver et solidt, alvorligt, ikke så vittigt portræt af sin rolle, og moder Bennet kan aldrig komme på højde med Alison Steadmans virtuost veloplagte og emsige moder - åh, altså, dér kom BBC igen! Som den fisefornemme lady Catherine de Bourgh har filmen indsat dame Judy Dench, og nu siger jeg noget, jeg ikke burde sige: Hun ser for ordinær ud. Ydermere agerer hun altid, som om hun er med i en 007-film: hun agerer hoven, hun er ikke født til det. Og så er hun ikke vittig ... Wickham glimrer stort set ved sit fravær, men så er det måske en trøst, at den sørgmodige - langt mere end ligefrem stolte - mr. Darcy (Matthew MacFadyen) i det mindste slående ligner ham ... altså ham fra BBC-serien ... Nu må det snart være nok. Skal jeg måske anmelde dén? Det skal være mig en fornøjelse! Men det skal jeg ikke. Filmen går an, og så er det sagt.