Ikke mindst efter mordet på Theo van Gogh må det nederlandske samfunds forhold til muslimsk sæd og skik være noget betændt. Så når en komedie både udleverer kernehollændere med »tulipaner på hjernen« og muslimske indvandrere fra Marokko med Koranens skindindbinding som skyklapper mod både omverdens- og selverkendelse, kan den let blive populær. Alt for let, ærlig talt. For plottet er på én gang skematisk og rodet, figurerne pinligt karikerede og flere scener - bl.a. en andengenerationsbandes halvhjertede og især halvhjernede bankrøveri og et senere forsøg som halalslagter - falder ud som pointeløse flop, skønt de er planlagt som farcehøjdepunkter. Ubærligt, hvis ikke filmen samtidig afslørede det modsatte: En oprigtig desperation over det kultursammenstød, der udelukker minoriteten fra et lykkeliv, der ellers lokker fra hver en reklamesøjle og tv-kanal. Inkarnationen af denne dobbelthed er den karismatiske Mimoun Oaïssa, der spiller Ab(dullah), voksen søn af en selvfed og selvmedlidende patriark. Hans ældre bror er (alt for) integreret som politibetjent, søsteren er ved at blive assimileret som designer og flygter fra hjemmets ægteskabstvang. Først har yngste bror dog presset penge af hende for ikke at sladre, teenageren er på vej ud i samme småkriminelle blanding af selvforagt og storhedsvanvid, som plager Ab selv. Han kan ingenting, men drømmer om en karriere som superstar i alle de film, der må være på vej om 11. september 2001. Den drøm er lige så grundløs - og forståelig - som filmens ønske om ustyrlig morskab. Men bag overdrivelserne skimtes en mere ægte forvildelse og fortvivlelse, som i Abs forberedelser til et kontorjob, svigerinden har skaffet ham: Ny habit og lånt BMW - men arbejdet fatter han ikke en bjælde af og prøver heller ikke. I stedet stiver han stoltheden af med et tilbageskridt: Giftermål efter traditionen, med en kusine hjemme fra ørkenlandsbyen. Også dét projekt bliver lige så halvt som månen, hvis fire faser lægger overskrifter til filmens forsøg på en vemodig poetisk struktur under den pletvis tænderskærende fjottede overflade. Jeg vil tro, filmen kan gribe mange etniske 2.g'ere også her i landet med denne uudfoldede pointe midt i roderiet: For den rodløse bliver alting halvt; et valg mellem det 'ny' samfunds kultur og de gamles er lige så umuligt som mellem månens for- og bagside.