Så længe landbefolkningen er strømmet til storbyen, har fortællingen om rejsen tilbage til rødderne på landet været en arketypisk del af det moderne. Ofte fortalt som historien om det sofistikerede unge bymenneske, der kommer på besøg hos slægtens bondeknolde og må sande, at der findes mere solide værdier end storbyens modediller og hovedstrømninger. Nu til dags, hvor folk flyver og farer og pludrer i mobiltelefon på tværs af sogne- og landegrænser, er historien i sin enkle form blevet mere sjælden. I Sverige er afstandene dog stadig store uanset transportmiddel, og det er måske en del af forklaringen på den enorme publikumstilstrømning, som er blevet 'Tilbage til Dalarna' til del i hjemlandet. En anden er, at teaterinstruktøren Maria Bloms første spillefilm er en vældig veloplagt variant af hjemrejsen. Der er familiefest på landet, og så må Mia modstræbende pege BMW'en i retning af Dalarna. Mia er single- og karrierepige. Det handler om at komme til tops og fyre den af i Stockholms natteliv. Mia er lillesøster. Eivor er storesøster. Tidligt gift og blevet i hjemstavnen, hvor hun styrer familien med jernhånd og har ofret sig for forældrene. Eivor tilbeder pligtfølelsen, men bag ved folkedragten lurer frustrationen og vreden over dem, der slap fri. Gunilla er mellemsøsteren, der ikke helt har kunnet følge i fodsporet. Skilt, ensom og strandet midt mellem land og by i provinsbyen Falun, men med et lyspunkt i en erotisk ferie i Thailand. Og så altså lillesøster single-Mia, der rykker i hullerne med slet skjult foragt for alt, hvad hun har lagt bag sig. Med Sofia Helin, Kajsa Ernst og Ann Petrén som de stærke spillere i rollerne som de tre søstre, skaber Maria Blom en på alle måder enkel, men også indtagende og grundig gennemspilning af konflikterne mellem bymusen, landmusen og provinsmusen. Humoren er temmelig barsk, og det klæder især filmen, efterhånden som de mere følsomme og tragiske strenge skal slås an. Sentimentalitet og nostalgi er altid faldgruben i disse film om rejsen tilbage til det forgangne, men langt det meste af tiden holder Blom en god balance mellem alvor og komedie. Til sidst klistrer det lidt mellem tæerne, men grundlæggende en ærlig, redelig og solidt underholdende feel good -film om Folkhemmet i familieterapi.