Det måtte komme: en film over Edith Nesbits fantasifulde fortællinger, der var langt forud for deres tid i begyndelsen af forrige århundrede. Om ikke andet, så fordi hun er »den forfatter, jeg identificerer mig mest med«, har J.K. Rowling sagt. Og når Harry Potters forgyldte 'mor' siger sådan, bliver der lyttet. Nesbit var socialist og fuld af andre nymodens hummelejstreger i sit flittige liv fra 1858 til 1924. Flere af hendes fantasifulde fortællinger om familien Bastables fem børn er oversat til dansk, men aldrig blevet nær så populære som i England, hvor de har klassikerstatus som en slags - ganske vist utænkeligt! - bindeled mellem Lewis Carrolls Alice og Enid Blytons De Fem-bøger. 'Five Children and It' hedder bogen faktisk, som filmen 'Sandtrolden' bygger på, men filmen bliver nu næppe nogen klassiker. Det er den slet og ret ikke morsom nok til. Banebrydende, som bogens friske fantasi var i 1902 og sikkert endnu i Rowlings barndom, kan man just heller ikke kalde den nu. Mens faren er ved fronten - filmen flytter handlingen op til Første Verdenskrig - skal ungerne på landophold hos en excentrisk onkel (en opstyltet Kenneth Branagh med nogle håbløse matematiker-vitser) og hans overvægtige, nørdede og grusomme søn Horace. Her finder de fem kvikke børn husets underjordiske gang ud til en strand , hvor den lille, skægge sandtrold - en psammeade er den rette zoologiske betegnelse - har boet i sin stenskal i 8.000 år. Børnene lærer fantasiens strenge regler: ulemperne ved at få opfyldt et ønske, hvis konsekvenser man ikke har tænkt igennem - lige fra rengøring af det store gamle hus over vinger til en flyvetur over Kanalen til udklækning af det tyrannosaurus-æg, der står i Horaces kælderlaboratorium. Sandtrolden er en pudsig hidsigprop i fin CG-animation og med en frisk umiddelbarhed, børneskuespillerne ikke er nær så gode til at simulere. For et nutidigt menneskesyn virker mobningen af Horace lige så pinlig som ungernes blanding af kækhed og kuet artighed virker fjern og postuleret. Hele universet kommer ikke rigtig til at hænge sammen, og trods enkelte vellykkede scener er det uklart, hvad vi skal med dén film, når vi har Potter?