En faun med paraply og favnen fuld af pakker, under en gadelygte midt i en sneklædt skov. Da dét billede i kimform dukkede op i forfatteren C.S. Lewis' fantasi, begyndte det at spire og sætte blade og blev til Narnia-bøgerne. Sådan understregede han selv, at det hele ikke var begyndt som noget kristent forkyndelsesprojekt - selv om den funktion utvivlsomt har medvirket til bøgernes udbredelse siden. Man vil helst tro ham - og give enhver det gode råd at glemme alt om den kristne allegori. Det er ikke helt let, men prøv alligevel: Tag det som et godt eventyr om de godes kamp mod det onde, og nyd, at denne film, som den første af alle de levende billeder, der er skabt over bøgerne, kan gengive både faunen, kentaurer, enhjørninger - og frem for alle: løven - så naturtro, som var de filmet live. Faunen mr. Tumnus med horn i panden og gedebukkeben er også det første glimt, Lucy får af landet Narnia. Som den yngste af de fire søskende Pevensie, der leger skjul i det lille slot, de er sendt på landophold i, gemmer hun sig i et kæmpe klædeskab (wardrobe, deraf den besynderlige anglicisme 'garderobeskab', som har forfulgt de danske oversættelser). Hun bakker ind mellem frakker og pelse og befinder sig pludselig i en sneklædt skov, hvor det er evig vinter - og aldrig jul! Her hersker Den Hvide Heks, en grum søster til Andersens Snedronning. Hun får bror Edmund i sine garn, da han følger efter lillesøster gennem skabet - og snart er også storesøster Susan og storebror Peter inddraget i kampen, først mod hendes hemmelige politi af ulve og siden mod hende selv. For i Narnia kæmpes der på liv og død, og ligesom Astrid Lindgrens Mio (der udkom samtidig med Lewis' romaner), er børnene ventet og kaldet som opfyldelser af en gammel spådom: De to 'Adamssønner' og to 'Evadøtre' skal besejre heksen og herske over Narnia fra slottet Cair Paravels fire troner. Men først må den gigantiske løve Aslan - en krabat, der får Istedløven til at ligne den lille kattekilling - sone Edmunds forræderi ved selv at overgive sig til pinsler og offerdød. De sørgende søstre våger over løvens lig, men næste (påske)morgen genopstår Aslan og kan komme drengene og dyrene til undsætning. Parallellen til Messias, der gav sit liv for menneskene og atter er opstanden, er unægtelig svær at se bort fra, medmindre man fokuserer helt stift på lavmytologien: faunernes fodfolk, kentaurernes kavaleri og griffenes luftvåben på børnenes side. Minotaurer, ulve og diverse orkvarianter på heksens. Et mægtigt slag mellem disse forbløffende livagtige kræ nyder godt af alle de special effects, Jackson fik opfundet til 'Ringenes Herre' - uden hvilken Shrek-instruktøren Adamson nok ikke havde kunnet skabe dette første, fuldt overbevisende 'Narnia' på film. Men mens Tolkiens Middle Earth som totalunivers omslutter hele historien, har Pevensie-søskendeflokken altså også et jordbundent liv på 'vores' side af klædeskabets bagvæg. Hertil vender de tilbage - med alle erfaringerne fra Narnia-kampen intakt. Narnia spejler den terapeutiske funktion, drømme kan have for os alle - med fantasilandet som scenen for den karaktermodning, livet kræver. Dén skelnen er i dag barnemad for grundskoleelever og Harry Potter-fans - men ikke i 1950. Når 'Narnia' som filmoplevelse alligevel ikke kan måle sig med det postmoderne Hogwart & Omegn, skyldes det bl.a. humorens beskedne plads, selvironiens totale fravær. En scene som julemandens pludselige opdukken og forsvinden bliver dermed et skurrende postulat: For at udstyre ungerne med magiske remedier (eliksir, sværd, alarmhorn) til senere brug må Lewis så at sige hente Julius ex machina ind til gaveuddeling. Tilda Swinton er en mere engelsk end disneysk Heks, hvis kolde ydre kun akkurat dækker det skingrende hvide vemod nedenunder. Af børnene gør især Georgie Henley indtryk med sit sprællevende minespil som lille Lucy, mens Skandar Keynes knap nok har dybde eller glimt i øjet til Edmund, der med sine fatale svigt og selvbesindelse er den mest sammensatte personlighed blandt børnene. Den, der ligner publikum mest!