Martin Strange-Hansen debuterer som spillefilminstruktør, men har allerede prøvet at vinde en Oscar med kortfilmen 'Der er en yndig mand'. Det var i 2002 og dengang som nu med et manuskript skrevet i samarbejde med Flemming Klem. Utvivlsomt et par vittige herrer med sans for den fiffige replik og den kvikke scene. Det får man sådan set også bevist i 'Den rette ånd', men filmen har et kedeligt betydningssammenfald mellem den danske og den engelske betydning af ordet sketch. Små scener med humoristiske pointer, som tilsammen kun ligner en skitse til noget, der aldrig materialiserer sig. Humoren er nemlig så underspillet, det visuelle indtryk så neutralt og historien så bettelille, at det ikke lykkes at tage skridtet fra kortfilm til spillefilm. 'Den rette ånd' mangler spillefilmens nødvendige minimum af pondus på lærredet. Den vildeste rekvisit er en gammel campingvogn og sådan er det sådan set hele vejen igennem. Ken Vedsegaard har hovedrollen som den mislykkede tryllekunstner Poul, der af forsikringsagenten Arne bliver lokket til at deltage i et svindelnummer. Poul skal optræde som spøgelsesjæger, der renser huse for åndeligt utøj og således tjener tykt - eller i hvert fald tyndt - på godtroende folk. Men der er forskel på at være illusionist og svindler, og da det går op for Poul, må han vælge, hvad han vil med sit liv og sin livskvalitet. Undervejs møder han den emsige Mette-Marit (Laura Bro) og den alternative Lærke (Sofie Gråbøl), der tror på tarot og krystaller. Dem skal han så også vælge imellem. Det kommer der lidt sjov og endnu mindre alvor ud af undervejs. Sofie Gråbøl er sød og skæv som Lærke uden at behøve afprøve nye sider af sit talent. Bortset fra at hun får lejlighed til at give igen for blodtuden i 'Blinkende lygter. Også Jesper Asholt gør det fint og udmærket som Arne. Men til hvad nytte? Hverken målt som sjov eller alvor byder 'Den rette ånd' sig til. Filmen misser en oplagt mulighed for at sige noget skarpt eller interessant om danskernes vakte sans for de åndelige materier, og vælger i stedet en pænt sagt mildt behersket morsom konfrontation med en gruppe rockere. Ken Vedsegaard inkarnerer udmærket den troskyldige og underspillede tone filmen slår an. Men når man underspiller, risikerer man som her, at melodien helt bliver væk.