I starten jubler man i sit stille sind over, at forventningerne vil blive indfriet. Indledningen ligner en fornem orkestreret, symfonisk overflyvning af alle de ekstremiteter, David Lynch har serveret for os i sin lange karriere. Det håndholdte videokamera flakser rundt blandt palæerne på en vej i Hollywood. En af de sære, gamle kvinder, David Lynch før med Twin Peaks’ ’The log Lady’ i spidsen har introduceret som underlige udsendte fra sandheden, er på målrettet vandring på en blank og vårfrisk dag.

Hun stopper ved et stort og imposant dørparti og ringer på den første af de signifikante boliger, der optræder i ’Inland Empire’. Opløsning Her bor en skuespiller med det let anløbne pornonavn Nikki Grace (Laura Dern), beskyttet bag en ildevarslende butler i et næsten oppustet møblement. Også gæsten, der viser sig at være en polsk immigrant (spillet af endnu en gammel kending i Lynch-universet, nemlig Laura Palmers mor, Grace Zabriskie), har dårlige varsler med sig. Hun ved nemlig, at den nye version af en gammel polsk film, Nikki Grace skal være i, er fuld af »brutal fucking murder«. Således opmuntret går Nikki Grace i gang med arbejdet med filmen med den kostelige titel ’On High In Blue Tomorrows’ under instruktøren Kingsley (Jeremy Irons). Samtidig begynder den egentlige film, ’Inland Empire’, desværre også at gå i opløsning i en fusion med den gamle polske romance og en brutal virkelighed. Kaninfamilie i dagligstue Hvad der videre sker, lader sig ikke genfortælle. Som en fortabt Alice i Mareridtsland farer Laura Dern rundt på lærredet på vej mod sin egne bebudede død. Over de meget lange tre timer, filmen varer, møder vi gamle David Lynch-variationer som unge, misbrugte, ensomme og ulykkelige kvinder i skikkelse af blandt andre en polsk luder, der ser på et flimrende tv på et hotelværelse, tunge røde gardiner af velour, summende støj i baggrunden og knitrende lys, leveret af elektricitet, ladet med dårlige varsler. Som noget nyt introducerer instruktøren denne gang en kaninfamilie i en dagligstue, der minder om en tv-serie fra halvtredserne samt et dansende kor af prostituerede, som blandt andet synger halvtredser-klassikeren ’Locomotion’. Mens uhyggens æstetik pensles ud over lærredet, begynder man at irriteres over de mange symboler og den næsten fetich-agtige optagelse af det gådefulde ubehag.