Camera Film og Grand Teatrets beslutning om at introducere den koreanske instruktør Kim Ki-duk med to film på en måned er sæsonens store gave til det nysgerrige filmpublikum. Det står klart nu, hvor 'Tomme huse' ('Bin-jip'/ '3-iron') fra 2004 i omvendt rækkefølge følger i hælene på Ki-duks mesterlige 'Forår, sommer, efterår, vinter ... forår' fra 2003. Hvor den første foregår i et nærmest tidløst rum, er 'Tomme huse' henlagt til det moderne Seoul. Scenen er sat til realisme, men det viser sig at være et inciterende gradbøjeligt begreb hos denne overraskende koreanske filmfortæller med den sikre billedfornemmelse, der i 'Tomme huse' fortæller en historie om et følsomt ungdomsoprør, der kan minde om Truffaut i sin ømhed, men er særdeles koreansk i sine pludselige eksplosioner af brutalitet og sine uforudsigelige sidelæns bevægelsesmønstre. Rebellen uden en sag hedder Tae-suk. Han kører rundt på sin BMW-motorcykel og begår indbrud på stribe. Ikke for at stjæle vel at mærke. Men for at flytte ind i folks liv, mens de er bortrejst. Når borgerskabet er ude, spiller rebellen fandango. Men her på en højst usædvanlig måde. Tae-suk sover i deres senge, bruger deres tandbørster, laver deres mad, reparerer ituslået legetøj og skrubber snavsetøjet på gammeldags maner. Indirekte udtrykker den tavse unge mand en protest imod det tomme og overfladisk hektiske i den moderne, materialistiske livsstil. Men en dag er det tomme hus ikke tomt. En smuk ung kvinde går tyst og gennembanket omkring i de stille rum. Et offer for hustruvold. Tae-suk forlader huset. Men vender for én gangs skyld tilbage til 'gerningsstedet'. Det kommer til en konfrontation med ægtemanden. I ét blik afkoder outsideren og the establishment hinandens diametralt modsatte position. Tae-suk klarer sagen ved hjælp af en golfkølle, det sjældent brugte 3-jern (og heraf filmens ikke-danske titel). Sun-hwa forlader mand og hus og sætter sig op bag på Tae-suks motorcykel. Hun følger med ham i hans specielle 'forbryderkarriere'. Hun er lige så tavs som han. De er på ung flugt. De er Bonnie & Clyde uden ramasjang og kriminalitet. Det bliver en langsomt spirende kærlighedshistorie af de ganske særlige. Ikke et ord udveksler de to. Det er ikke nødvendigt. Men skæbnesvangert er det. For selvfølgelig har Tae-suk beseglet sin skæbne som usårlig outsider i det øjeblik, han har valgt at involvere sig i et af de liv, han ellers kun har strejfet som en ånd. Ganske som 'Forår, sommer, efterår, vinter ... forår' er det en film støbt i en sart og stærk symmetri, hvor forholdet mellem modernitet og tradition bliver diskret, men også netop derfor uafrysteligt sat til debat. Mandens hånd- og halsret over sin hustru bliver direkte konfronteret. Mere indirekte lyder spørgsmålet til ejendomsretten, sådan: Har vi ret til vores 'huse', hvis vi lever i dem, så de forbliver menneskeligt tomme? Også i denne film spiller et tempel en afgørende og positiv rolle. På en måde er rebellen i de 'Tomme huse' en slags talisman. En hellig genstand, der bruger og velsigner rummet, når det ellers står forladt hen. Som passer på husets alter og nærer dets sjæl, når dets normale beboere enten i konkret eller overført betydning har ladet det stå tomt. Kim Ki-duk er i disse film en afbalanceret og åndfuld billedmager i forhold til mange af sine visuelt grænseoverskridende landsmænd. Men det forhindrer ikke, at også denne film rummer uforglemmelige billeder. Ikke sjældent billeder, der netop i kraft af deres ro bliver voldsomt dramatiske. Som da motorcykeldrengen sidder i et badekar og bladrer i en bog med sort-hvide kunstfotografier af kvinden nøgen. Han sidder i badekarret. Bogen er under vandet. Bagefter stryger han nænsomt og inderligt omhyggeligt vandet af med et strygejern. Her kan man tale om en dampende sensualitet, der samtidig forbliver forlokkende distant. 'Bin-jip' er en film med kanter, spørgsmålstegn og brutalitet. Men det er samtidig en af de sjældne fim, der tør rumme en dyb gåde om tilværelsen og tør give et svar, der er lige så tilfredsstillende, som det på ingen måde er entydigt.