'Serenity' bygger på den amerikanske tv-serie 'Firefly', der i 2002 blev lukket ned efter blot 11 afsnit. Nu genopstår 'Firefly' imidlertid som sci-fi-fastfood for de unge og er som sådan ikke uden evner. Der er tale om næsten 100 procent intergalaktisk kludetæppe. Rumskibet og kaptajnen er baseret på Han Solo og Millennium Falcon fra 'Star Wars'. John Waynes ånd dukker op sammen med gunslingers, samuraier, ramboer, den amerikanske borgerkrig, sultne zombier og neonregn importeret fra 'Blade Runner'. Alt er med, og intet er nyt. Altså bortset fra måden at røre det sammen på. 'Serenity' er garanteret fri for originalitet i alle detaljer. Klichéernes afvikling er til gengæld så forudsigelig og præcis, at det ikke blot ligner en afvæbnende pointe, men er det: 'Serenity' er en sci-fi-teenage-movie. Med sex og søskendekærlighed i stedet for romantik. Som altid er noget af det interessante ved en science fiction-film, hvordan man i sit forsøg på et fremsyn definerer sin egen tids helte, skurke og frygt. 'Helten' kan i 'Serenity' siges at være internettet og informationernes frie bevægelighed. Dermed er 'skurken' også logisk nok identificeret som Systemet, den formynderiske centralmagt, der vil manipulere, ensrette og kontrollere informationsstrømmen og de farlige følelser. Frygten er derfor lige så logisk mind control kombineret med ungdommens frygt for nedsat følelsesintensitet og frygten for trusler mod det eksistentielle lebensraum. I 'Serenity' har truende overbefolkning i 2507 gjort Jorden så udslidt og ubeboelig, at det er blevet nødvendigt at kolonisere (»terraforme«) andre planeter. 'Serenity' har således sci-fi-genrens dyder intakt. Er den jomfrueligt uberørt af en eneste original tanke, er den til gengæld med sine unge, blanke skuespillere skåret til tiden og dens krav om slagfærdig og rapt afviklet underholdning med målgruppen stift for øje.