Som formand for Flygtningenævnet skal Dommeren hver dag afgøre sager, der potentielt handler om liv og død. I denne menneskeligt krævende og politisk højspændte rolle som formand for Flygtningenævnet sværger Jens Christian Poulsen til den kølige jura. Men juraen kan ikke klare sig uden oplysninger fra »sædvanligvis pålidelige kilder«, og da Dommeren i sagen om den georgiske systemkritiker Sergo Bliatze undlader at lade tvivlen komme den anklagede til gode, selvantænder idealet om den objektive jura imellem hænderne på ham. I den situation er det selvfølgelig relevant at se nærmere på, hvilket menneske der gemmer sig bag Dommerens facade. Desværre viser dette blik bag facaden sig helt at løbe med showet i Gert Fredholms første film siden det vellykkede comeback med 'At klappe med een hånd' (2001). 'Dommerfejlen' er helt enkel: Dommerens arbejde er interessant. Dommeren er det ikke. I hvert fald ikke her. Asylpolitikken er et sprængfarligt emne, og Jens Christian Poulsens dilemma er oplagt dramatisk stof. Men måske har man været bange for at lave en bombastisk problemfilm. Måske har man bare en indgroet mistro til skarp politisk sovs i familiefilmens hjemland. Under alle omstændigheder bliver asyldramaet ikke meget mere end staffage i den underligt udflydende historie, Fredholm fortæller med udgangspunkt i et manuskript af Mikael Olsen. Som 'At klappe med een hånd' er også 'Dommeren' en historie om fædre og sønner og fortrængte følelser. Men hvor den første var komisk bæredygtigt vinklet omkring samspillet mellem Jens Okking og Peter Gantzler, virker 'Dommeren's manuskript gammeldags, ufokuseret og klichépræget. Gantzlers dommer er et portræt af en mand, der har stuvet sin personlighed og sit følelsesliv væk bag karriere, design, god rødvin og uforpligtende erotik med kollegaen Margrethe (Nastja Arcel). Idealet er at være diskret, præcis, kompetent. Alt det ændrer sig på få dage, da Bliatzesagen løber ham af hænde, samtidig med at hans 15-årige søn (Micky Skeel Hansen), som han ikke har set, siden drengen var spæd, først opsøger ham og derefter forsøger at begå selvmord. Vi skal se et kontrolmenneske miste kontrollen. Vi skal se facaden krakelere. Vi skal se en moderne kultiveret dansk mand afsløre sine rødder som søn af et usympatisk svin af en bondeknold. Nej, der er ikke kønt ude på landet, og kradser vi i slipset fra Armani, dukker grisetrynen frem. Klicheerne hober sig op, pointerne om fædre og sønner er fortærskede, og meget lidt kommer undervejs som en overraskelse. Peter Gantzler gør, hvad han kan. Han gør indtryk som Dommeren, der vil yde sin profession retfærdighed og har stuvet sig selv langt væk. Men er forståeligt nok ude af stand til at få noget særlig meningsfuldt ud af konfrontationerne mellem sønner og fædre. Betragtet udefra er 'Dommeren' en film, der har forvekslet den dramatiske hovedsag med sit baggrundsmateriale og valgt at lægge vægten på det sidste.